Generelt Af

Den amerikanske software- og it-virksomhed Google erkendte torsdag, at virksomhedens stemmestyrede tjeneste, Google Assistant, ved en fejl, i nogle tilfælde har optaget samtaler, uden at brugerne havde bedt om det.

Desuden har en sprogekspert, som Google har samarbejdet med, delt lydoptagelser med den belgiske tv-station VRT. Ifølge Google har eksperten dermed brudt virksomhedens datasikkerhedspolitikker.

Ifølge VRT har mediet lyttet til mere end 1000 optagelser fra brugere i både Belgien og Holland, der har den stemmestyrede tjeneste. 153 af optagelserne var optaget ved en fejl.

De berørte brugere har blandt andet haft samtaler om deres privatliv, og nogle af optagelserne indeholder personfølsomme informationer.

- Vi gennemgår vores sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre, at en lignende situation sker igen, oplyser Google i en pressemeddelelse.

Jesper Vangkilde, der er kommunikationschef for Google i Danmark, fortæller, Google samarbejder med sprogeksperter rundt om i verden for at forbedre tjenesten.

- Dette arbejde er vigtigt for at udvikle den teknologi, der styrer produkter som Google Assistant. Sprogeksperter gennemgår kun omkring 0,2 procent af alle lyduddrag, og disse er ikke forbundet med brugernes konti som en del af gennemgangsprocessen, siger Jesper Vangkilde.

Google Assistant findes på både Android-telefoner, Apples iPhones og andre Google-produkter såsom højttaleren Google Home.

Normalt bliver Google Assistant kun aktiveret med enten at trykke på en knap, eller ved at man siger "hej Google" eller "okay Google".

I nogle tilfælde optagede tjenesten også samtaler, når ordet "Google" blev nævnt i eksempelvis en samtale.

/ritzau/AFP

Årets julegave til medarbejderne?

Med en virksomhedsaftale i Børsen Executive Club får dine udvalgte medarbejdere mulighed for at suge inspiration og ny viden om ledelse og forretningsstrategi til sig. Se alle fordelene her 

Ledelse


Andre læser dette lige nu


Gå til play.borsen.dk Børsen Play