Generelt Af

Ecuadors højeste retsinstans tillader vielser af homoseksuelle.

Beslutningen skete onsdag efter en lang kamp mellem flere homoseksuelle par og retssystemet, skriver nyhedsbureauet AP.

En af personerne bag søgsmålet Efraín Soria siger, at han vil begynde at forberede sit bryllup med partneren, Xavier Benalcáza, med det samme.

- Det er en glæde for hele vores samfund og Ecuador, siger han.

Med beslutningen sammenslutter Ecuador sig flere latinamerikanske lande, der også har tilladt vielser af homoseksuelle, herunder Mexico, Brasilien og Argentina.

I maj blev Taiwan det første asiatiske land til at gøre vielser af homoseksuelle lovlige. Det skete, på trods af at landets vælgere stemte imod det i en folkeafstemning i 2018, hvilket har skabt kontrovers blandt politikerne i landet.

I Danmark blev vielser af homoseksuelle tilladt i 2012. Stig Elling og Steen Andersen var det første par, der blev viet i Danmark. Det skete 15. juni samme år i Frederiksberg Kirke, skriver Berlingske.

Norge, Sverige og Island var alle før Danmark. Her blev det lovligt i henholdsvis 2008, 2009 og 2010. Finland og Grønland lovliggjorde det i 2015.

Danmark var til gengæld det første land i verden, der indførte registreret partnerskab, der var en registrering af partnerskab mellem personer af samme køn.

Den gjorde, at partnere stort set opnåede samme retsstilling som et ægteskab for ægtefæller.

Det skete i maj 1989. I oktober blev Eigil og Axel Axgil på Københavns Rådhus det første homoseksuelle par i verden, der blev registrerede partnere.

I 2012 blev loven om registreret partnerskab ophævet, da parforhold mellem to personer af samme køn blev omfattet af ægteskabsloven.

I alt har 29 lande tilladt vielser af homoseksuelle ifølge den amerikanske faktahjemmeside Pew Research Center. Holland blev i år 2000 det første land til at gøre det lovligt.

/ritzau/



Andre læser dette lige nu


Gå til play.borsen.dk Børsen Play