Generelt Af

Hvis det britiske parlament bakker op om en anden løsning end regeringens skilsmisseaftale med EU, kan det meget vel udløse et valg i Storbritannien. Det er brexitminister Stephen Barclays vurdering.

- I sidste ende er den logiske konklusion, at risikoen for et nyvalg stiger, hvis der opstår en situation, hvor parlamentet instruerer regeringen til at gøre noget, som er i modstrid med, hvad den gik til valg på, sagde han søndag til tv-kanalen BBC.

Underhuset i det britiske parlament ventes at afholde en række vejledende afstemninger, hvis ikke regeringens brexitaftale med EU vedtages i den kommende uge.

Her kan parlamentet potentielt vælge at støtte en løsning, som regeringen ikke støtter. Det vil ifølge Barclay øge chancen for et nyvalg.

Regeringen ventes mandag at præsentere sit forslag til en vej frem.

/ritzau/

Andre læser dette lige nu