Sport Af

René Toft Hansen er færdig ved håndbold-VM, efter at han i torsdagens 30-26-sejr over Norge måtte udgå med en skade i lysken.

Det siger landstræner Nikolaj Jacobsen på et pressemøde fredag.

- Han bliver ikke klar til at spille mere i denne omgang. Det er noget, vi alle sammen begræder rigtigt meget, da han er en ekstremt vigtig figur på holdet og ham, der retter tingene til, når vi laver fejl, og dessiner skal gives videre.

- Det bliver et stort tab for os, siger Nikolaj Jacobsen.

Allerede efter et kvarter i kampen mod Norge måtte forsvarskrumtappen forlade banen med smerter i lysken.

Han gik ud i omklædningsrummet og kom ikke tilbage til hverken bænken eller banen igen.

Stregspilleren skal senere fredag skannes for at finde ud af skadens omfang, men det står allerede nu klart, at han ikke kommer til at spille flere kampe ved VM.

Nikolaj Jacobsen har endnu ikke taget stilling til, om Henrik Toft skal skiftes ind i truppen. En skade har indtil videre holdt Henrik Toft ude, men stregspilleren har gjort store fremskridt.

Henrik Toft skal testes igen fredag.

- Vi tager først stilling til udskiftninger i truppen efter træningen, siger Nikolaj Jacobsen.

- Henrik er et godt stykke og trænede også godt torsdag, og i dag skal han testes rigtigt for at se, om han kan holde til mere belastning end blot at skyde på Michael Bruun (målmandstræner, red.), fortæller han.

Også bagspiller Nikolaj Øris fik en skade under torsdagens kamp mod Norge. Han skal senere fredag undersøges nærmere for at se, hvor alvorlig skaden er.

- Det er en skade i baglåret, som vi ikke kender omfanget af endnu, siger landstræneren.

Danmark har allerede brugt én af sine tre udskiftninger ved VM. Hans Lindberg blev skiftet ud med Johan Hansen efter Danmarks første kamp mod Chile, da Lindberg pådrog sig en lægskade i kampen.

Nikolaj Jacobsen vil gemme en af sine sidste to udskiftninger til en eventuel semifinale, hvis en af de to målmænd skulle blive skadet.

Han kommer ikke til at melde noget nyt ud om en eventuel udskiftning i truppen før lørdag formiddag.

Danmark vandt torsdag med 30-26 over Norge og sikrede sig dermed førstepladsen i gruppe C og tager fire point med til mellemrunden.

Her spiller Danmark lørdag aften klokken 20.30 den første kamp mod Ungarn. Derudover venter også Egypten og Sverige i mellemrunden.

/ritzau/

Få de vigtigste perspektiver på samfundsøkonomien – direkte i din mailboks

Tal i sig selv betyder ikke noget, men sat ind i den rette kontekst kan det pludselig være et tal, der er vigtigt at forholde sig til. Hver tirsdag sender perspektivredaktør og cheføkonom Steen Bocian nye perspektiver videre til Børsens læsere i sit nyhedsbrev. Skriv dig op til nyhedsbrevet i boksen herunder.



Andre læser dette lige nu