Sport Af

Kroatiens herrelandshold i håndbold fortsætter med at vise storspil ved VM i Tyskland og Danmark.

Torsdag aften vandt kroaterne for femte gang i fem forsøg, da Spanien blev slået med 23-19 i en regulær gruppefinale i gruppe B.

De to hold havde begge vundet deres foregående fire kampe, og derfor var det en direkte duel om førstepladsen i gruppen, men endnu vigtigere en duel om at få flest mulig point med over i mellemrunden.

Den duel vandt kroaterne, som tager fire point med i mellemrunden, mens Spanien får to point med videre.

Hurtigt kom kroaterne et par skridt foran på måltavlen takket være skarphed hos særligt Zeljko Musa og Zlatko Horvat. Ved pausen havde begge scoret fem gange, og Kroatien førte med 13-10.

Efter pausen scorede holdene stort set på skift, og gennem hele halvegen lød Kroatiens forspring på mellem to og fire mål. Da kampen i München sluttede var det med en kroatisk føring på fire mål

Tidligere torsdag spillede Island og Makedonien en direkte duel om at gå videre til mellemrunden. Efter en intens og tæt afslutning trak Island, der trænes af Danmarks tidligere landstræner Gudmundur Gudmundsson, sig sejrrigt ud af kampen.

Island vandt 24-22 og er klar til mellemrunden, men uden point på kontoen.

I mellemrunden parres Kroatien, Spanien og Island med de tre bedste hold fra gruppe A.

Både Tyskland og Frankrig vidste allerede, at begge hold ville gå videre inden sidste runde. De to stormagter havde allerede spillet uafgjort med hinanden og tager begge tre point med over i mellemrunden.

I torsdagens kampe vandt Tyskland 31-23 over Serbien, mens Frankrig i en noget tættere dyst slog Rusland med 23-22.

Brasilien snuppede tredjepladsen i gruppen, men starter uden point i mellemrunden.

/ritzau/



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu