Sport Af

FC Barcelona har begået en brøler ved at benytte en ulovlig spiller i sidste uges kamp mod Levante i pokalturneringen Copa del Rey.

Det skriver den spanske avis El Mundo, der samtidig beretter, at Barcelona risikerer at blive smidt ud af turneringen.

Venstrebacken Juan Brandáriz, der startede på banen for Barcelona, slæbte ifølge avisen rundt på en karantæne, som han havde raget til sig på klubbens andethold.

Ifølge paragraf 56.3 i de spanske disciplinærregler skal en spiller ifølge El Mundo have afsonet en karantæne, før han kan gå på banen - uagtet at det er foregået på andetholdet.

Straks efter El Mundos historie har en anden spansk avis - Mundo Deportivo - skudt historien ned.

Mundo Deportivo skriver, at disciplinærreglerne i Spanien blev ændret 29. november, og derfor skulle det være i orden, at Barcelona benyttede Juan Brandáriz.

Uanset om reglerne er ændret eller ej, er det sidste punktum ikke sat i sagen. Torsdag aften oplyser Levantes ledelse, at man vil rette henvendelse til Det Spanske Fodboldforbund om at få sagen undersøgt.

Juan Brandáriz spillede den første time for Barcelona, der tabte pokalkampen med 1-2 til Levante. De to hold mødes igen torsdag aften på Barcelonas hjemmebane.

Den samlede vinder kvalificerer sig til en plads i kvartfinalerne i Copa del Rey.

Hvis Barcelona har begået en fejl, er der en risiko for, at den kan koste holdet den fortsatte deltagelse i pokalturneringen.

I december 2015 blev Real Madrid smidt ud af Copa del Rey i en lignende sag, da hovedstadsklubben havde benyttet russeren Denis Cheryshev, der var i karantæne.

/ritzau/



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu