Generelt Af

Tusindvis af amerikanere demonstrerer for Rusland-undersøgelse

WASHINGTON: Tusindvis af amerikanere var torsdag på gaden i New York, Washington og en lang række andre byer i USA med krav om, at Robert Muellers Rusland-undersøgelse fortsætter trods justitsminister Jeff Sessions' afgang.

Demonstranter samledes torsdag aften på Times Square i New York. Det skete blandt andet med tilråb som "hænderne væk fra Mueller" og "ingen er hævet over loven".

Præsident Donald Trump bad onsdag justitsminister Jeff Sessions om at træde tilbage fra posten.

I stedet blev Sessions' stabschef, Matthew Whitaker, indsat som fungerende justitsminister. Whitaker betragtes vidt og bredt som særdeles loyal over for Trump. Samtidig har han løbende været åbenmundet kritiker Robert Muellers undersøgelse.

/ritzau/AP

Tusindvis flygter i bil og til fods fra skovbrand i Californien

PARADISE: Titusindvis af mennesker måtte torsdag flygte fra en hurtigt voksende skovbrand i det nordlige Californien. Nogle forlod deres hjem i bil, mens andre flygtede til fods.

Skovbranden har tvunget myndighederne til at evakuere hele byen Paradise, der har 27.000 indbyggere og ligger knap 300 kilometer nordøst for San Francisco.

Flammerne har indtil videre ødelagt et ukendt antal huse, ligesom de har såret flere personer. Dog er omfanget af både materielle skader og personskader endnu ukendt.

Skovbranden brød ud torsdag ved daggry lokal tid. I løbet af seks timer havde den spredt sig ud over mere end 70 kvadratkilometer.

/ritzau/AP

Drabsmand bag barskyderi var ekssoldat og boede hos sin mor

LOS ANGELES: Den 28-årige gerningsmand, der skød og dræbte 12 mennesker på en bar i Los Angeles sent onsdag aften lokal tid, før han angiveligt tog livet af sig selv, var tidligere marinesoldat.

Det fortalte politichef i Ventura County, Californien, Geoff Dean på et pressemøde torsdag.

28-årige Ian David Long tog tilsyneladende sit eget liv efter onsdagens masseskyderi.

Ifølge de amerikanske myndigheder tilsluttede han sig militæret som 18-årig og tjente i næsten fem år frem til 2013. Blandt andet var han udsendt til Afghanistan i syv måneder, oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.

Motivet til skyderiet er endnu ukendt.

/ritzau/AP

USA: Rusland planlægger at ophæve banksanktioner i Nordkorea

NEW YORK: USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, siger, at Rusland har planer om at ophæve banksanktioner mod Nordkorea.

Sanktionerne er indført for at sætte en stopper for styrets atomvåbenprogram.

- Det, de er ude på, er at ophæve bankrestriktionerne, siger Nikki Haley efter et lukket møde i FN's Sikkerhedsråd.

Mødet omhandlede netop sanktionerne mod Nordkorea, og Ruslands udsending var også blandt de tilstedeværende.

Nikki Haley tilføjer, at Rusland ikke har overholdt restriktionerne over for Nordkorea.

- Så nu ved vi, hvad deres dagsorden er. Vi ved præcis, hvad de prøver på, og vi vil ikke tillade det, siger Nikki Haley.

/ritzau/Reuters

Norsk fregat er tæt på at synke efter kollision med tankskib

BERGEN: Et tankskib, som torsdag morgen kolliderede med den norske fregat "Helge Ingstad", havde både en lods og en lodsbåd til at føre fartøjet.

Den tidligere marinechef Jacob Børresen siger, at det var fregatten, der havde vigepligt.

Derfor må fregatten være skyld i ulykken, siger han til Bergens Tidende.

Det 250 meter lange og fuldtlastede tankskib "Sola" fik mindre skader ved kollisionen ved Stureterminalen nær Bergen.

Værre så det ud for den forholdsvise nye og kostbare fregat, der måtte sættes på grund tæt under land. Men hen under aften torsdag var skibet i fare for at synke, oplyste myndighederne.

/ritzau/NTB

Liberal højesteretsdommer i USA på hospital

KØBENHAVN: Ruth Bader Ginsburg, den 85-årige liberale dommer i USA's højesteret, blev torsdag kørt på hospitalet. Ginsburg faldt i højesteret og brækkede tre ribben.

Der er mange spekulationer om, at hun vil blive den næste højesteretsdommer, der skal findes en afløser for.

Sker det, vil det blive tredje gang, at præsident Donald Trump får mulighed for at få godkendt en konservativ dommer til den meget magtfulde højesteret.

Senest skete det i sidste måned, da det under stor tumult i Senatet lykkedes at få godkendt dommeren Brett Kavanaugh. Dermed er fem ud af de ni dommere ved domstolen konservative jurister.

Højesteretsdommere er udpeget på livstid.

/ritzau/AP

EU-konservative vil have tysker på toppost

HELSINKI: Den største gruppe i EU-Parlamentet, den konservative EPP, har på en kongres i Helsinki valgt tyske Manfred Weber som spidskandidat til posten som formand for EU-Kommissionen.

CSU-politikeren Manfred Weber, der leder EPP-gruppen, har således vundet kapløbet om at blive spidskandidat foran Alexander Stubb, tidligere finsk statsminister.

Den nuværende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, blev valgt til posten, da han var EPP's spidskandidat i 2014. Junckers mandat udløber i 2019.

Systemet går ud på, at hver partifamilie i EU-Parlamentet vælger en spidskandidat til at blive formand. Næste europaparlamentsvalg er i maj 2019.

/ritzau/

Mangler i danske EU-regler om hvidvask

BRUXELLES: Danmark har ikke gennemført EU's fjerde direktiv om hvidvask af penge fuldt ud, mener EU-Kommissionen, som har sendt en åbningsskrivelse.

Danmark har to måneder til at svare. Træffer man "ikke de nødvendige foranstaltninger", kan sagen ende hos EU-Domstolen.

EU's skrivelse kommer oven på afsløringer af den omfattende hvidvask i Dansk Banks estiske filial. Her blev 1500 milliarder kroner vasket rene.

Jeppe Kofod, socialdemokratisk ordfører for EU-Parlamentets særlige udvalg for skattesnyd, kritiserer regeringen.

- I kølvandet på Danske Bank-skandalen er det helt afgørende, at vi hurtigt får genopbygget tilliden til, at de danske myndigheder hurtigt, effektivt og kontant kan slå ned på forsøg på hvidvask.

/ritzau/


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Gå til play.borsen.dk Børsen Play