Politik Af

Indvandreres børn, som vokser op i udsatte boligområder, skal lære dansk lige så tidligt som etnisk danske børn. Derfor skal de have et læringstilbud, som skal støttes af forældrene.

Ellers kommer børnene bag i bussen, fordi de ikke kan tale dansk, når de begynder i skolen.

Det siger børne- og socialminister Mai Mercado (K), som mandag besøger Børnehuset Granparken i Vollsmose i Odense med integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Når vi kommer i udsatte boligområder, kan vi være bekymrede over, om børnene kan tilstrækkeligt dansk. Og har en udvikling, så de kan klare sig godt i skolen, siger Mai Mercado.

- I dag begynder der børn i folkeskolen, som er mere end to år bagud. Det vil vi gerne begrænse. Derfor laver vi det obligatoriske læringstilbud. Noget, som rykker allermest, er, når børn stifter bekendtskab med en daginstitution.

Ministrene vises rundt i Børnehuset af den daglige pædagogiske leder, Susanne Hornung, og chefen for dagtilbud i Odense Kommunes børne- og ungeforvaltning, Mette Hviid.

Spørgsmål: Skal indvandrerbørn tale lige så godt dansk som de danske børn, når de begynder i skolen?

- Ja. Ingen børn fortjener at være to år bagud. I dag kan vi sikre, at treårige kommer i institution. Men det er for sent, siger Mai Mercado.

Ghettopakken, som er vedtaget af regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, giver etårige børn fra udsatte boligområder et obligatorisk læringstilbud på 25 timer om ugen.

Tilbuddet skal hjælpe deres danske sprog og udvikling.

Hvis forældrene ikke melder barnet til tilbuddet, eller barnet bliver væk, skal kommunen stoppe deres børnecheck.

Inger Støjberg mener ikke, at tvang strider imod en liberal holdning.

- Tvang kan bruges til at sætte folk fri. Børn, som vokser op i ghettoområder, er ikke i den forstand frie mennesker, så længe de ikke forstår det samfund, som de lever i, siger Inger Støjberg.

- Altså taler sproget. Forstår det værdisæt, som vi har her i Danmark. Vi har i årtier snakket, snakket og snakket, og det har ikke flyttet sig. Alt for mange forlader folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne, siger integrationsministeren.

/ritzau/


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu