Generelt Af

Det syriske luftforsvar har natten til torsdag afværget israelske luftangreb mod militære positioner i Quneitra-provinsen.

Det oplyser det syriske nyhedsbureau Sana ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Israelske kampfly angreb et område ved byen Hader, der ligger ved frontlinjen i de israelskkontrollerede Golanhøjder.

Angrebet forårsagede kun materielle skader, oplyser det syriske militær.

Det israelske militær har endnu ikke kommenteret det formodede angreb.

Israel skød onsdag en syrisk drone ned, da den fløj ind over Golanhøjderne.

Det oplyser det israelske militær ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det er endnu uvist, hvorfor dronen var fløjet ind over det israelskkontrollerede område, siger talsmand for det israelske militær Jonathan Conricus.

I Israel vokser bekymringerne over ærkefjenden Irans voksende tilstedeværelse i Syrien.

Det israelske militær har angrebet adskillige iranske positioner i Syrien den seneste tid.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, forsikrede onsdag Ruslands præsident, Vladimir Putin, om, at Israel ikke vil forsøge at vælte Syriens præsident, Bashar al-Assad.

Han understregede dog, at Putin bør opfordre Iran til at trække sine styrker ud af Syrien, oplyser en talsmand for Netanyahu.

/ritzau/


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu