Politik Af

For et ganske lille antal børn, hvis forældre ikke kan tage vare på dem, er løsningen en bortadoption ved tvang, mener børne- og socialminister, Mai Mercado (K), som vil arbejde på, at sagsbehandlingen gøres hurtigere.

Det skriver Berlingske.

Ministeren understreger, at løsningen for en del børn kan være en plejefamilie, som kan give den ro og tryghed, som barnet altså ikke kan få hos forældrene.

- Men for ganske få børn er en plejefamilie ikke det bedste. For de børn kommer til en verden, hvor det er aldeles skadeligt at vokse op, og her kan en adoption uden samtykke være det rigtige, siger Mercado.

Siden 2015 har kommunernes børne- og ungeudvalg indstillet 22 børn til adoption uden samtykke, skriver Berlingske.

I 16 sager har Ankestyrelsen været enig. Efter endt behandling hos domstolene er der i perioden gennemført adoption af seks børn. De resterende sager er undervejs i systemet.

- Jeg tror, at hvis kommunerne kigger ind i en proces, der er mere end to år lang med en række instanser, man skal forbi for at få den endelige afgørelse, så tror jeg, det kan være med til, at nogle kommuner vælger ikke at gå den vej, siger Mai Mercado.

Børne- og socialministeren har ingen intentioner om at ændre "på lovens bogstav".

- Det handler om at sikre en hurtigere vej. For vi kan se, at en række sager, der har været med bortadoptioner, trækker ganske lang tid ud, siger hun.

Direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl er enig med ministeren i, at brugen af bortadoptioner bør udbredes.

- Selv om det kan lyde brutalt, at man gerne vil have flere tvangsadoptioner, er vi sådan set enige med ministeren i, at det med fordel kunne bruges i flere tilfælde, end det bliver i dag, siger Kjeldahl.

- Vi møder for mange børn, der har en alt for ustabil tilværelse hos plejefamilierne, fordi den frivillige anbringelse fungerer et stykke tid. Men så vil forældrene have barnet tilbage, siger direktøren til Berlingske.

/ritzau/


Har du brug for ny inspiration efter sommerferien? I Børsen Executive Club møder du topchefer fra ind- og udland. Klik her, og læs mere.

Andre læser dette lige nu