Politik Af

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil på et pressemøde fredag præsentere en storstilet plan, som skal rette op på det skandaleramte Skat.

Ifølge TV2 lægger skatteministeren op til at tilføre Skat ekstra syv milliarder kroner frem mod 2020.

Den nye plan vil betyde, at der i 2020 vil være 1000 flere medarbejdere i Skat end i dag.

Dermed forsøger skatteministeren at give Skat den saltvandsindsprøjtning, som kritikere længe har efterlyst. Siden 2006, hvor der var over 9000 ansatte i Skat, er der blevet skåret 4000 stillinger væk.

Det er den udvikling, regeringen nu lægger op til at bremse.

Så sent som i marts foreslog Enhedslisten, at der skal ansættes mindst 1000 medarbejdere i Skat over de kommende år. Og partiet er langt fra alene med ønsket.

Efter en stribe skandalesager, der samlet har kostet danske skatteydere milliarder af kroner, melder både Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF sig klar til at bruge flere penge.

Alle tre partier tager dog forbehold for, at de endnu ikke har set skatteministerens plan - og dermed heller ikke hans forslag til en finansiering.

- Vores klare opfordring er, at nu må regeringen tage grundigt fat og komme helt til bunds. Det duer ikke med halve løsninger, siger Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen, til Ritzau.

Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, er også tilfreds med, at der nu skal rettes op på forholdene.

- Overordnet er vi positive over for at hjælpe med at få Skat ind i en positiv spiral i stedet for de skandaler, man kører rundt i nu.

- Der er sikkert brug for nogle nye værktøjer og nye medarbejdere, og det er vi meget åbne for at gå i dialog med skatteministeren om, siger Dennis Flydtkjær.

Fra SF's skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen, lyder det, at det er "bydende nødvendigt" med et milliardløft:

- Vi har længe råbt på flere ansatte. De her penge falder på et meget tørt sted.

De nye medarbejdere kommer ifølge TV2 til at arbejde i et nyindrettet skatteområde.

Skat, som styrelsen kendes i dag, vil blive nedlagt, samtidig med at et antal nye styrelser vil komme til.

/ritzau/


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu