Generelt Af

Følg livet i en koloni af fiskehejrer direkte fra stuen.

Det er det nye tilbud til lænestolsornitologer, der råder over en smartphone, pc eller tablet. Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har fået opsat et webkamera højt i et træ midt i den store fiskehejrekoloni i Frederiksberg Have i hovedstaden, så man kan følge det underholdende familieliv hos fuglene.

Nogle hejrer ruger på æg lige nu, mens andre først er i gang med de indledende øvelser for at stifte familie. Der er ofte skærmydsler om pladsen på de bedste steder, ligesom der bliver trangt i rederne, når æggene klækkes, og ungerne vokser.

Foreningen bygger med det nye hejre-cam fra "etageboligerne" i Frederiksberg Have videre på de senere års seersucceser med direkte tv fra en havørnerede på Lolland og en rede for stor hornugle.

I 2014 havde DOF hele 225.000 unikke brugere, som klikkede ind på havørnene på Lolland eller den store hornugle-rede.

Et af formålene med det nye hejre-tv er at gøre opmærksom på, at fuglene er lige omkring os - også omkring byboerne, siger DOF's projektleder, Tine Due Hansen.

- Det at iagttage fugle kræver hverken gummistøvler, eller at man er iført kikkert. Det er svært at stresse derudad, når man først har fået øje på en fiskende hejre eller bare en småfugl, der tager bad i en vandpyt. Prøv selv efter, opfordrer Tine Due Hansen.

Redekameraet i Frederiksberg Have er installeret i samarbejde med Frederiksberg Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen. I det grønne åndehul har man allerede i årevis kunnet betragte de vilde hejrers liv, når de uanfægtet bevæger sig rundt blandt hunde, løbere og barnevogne.

Fiskehejren er en fugl, man lægger mærke til, ikke mindst når den "står vagt" ved åer og vandløb. Ud over det kraftige gule næb har den en lang lys hals og to lange sorte prydfjer i nakken, der ser ud som en forlængelse af den sorte stribe bag øjet.

Hejrerne kan følges på denne adresse:

www.HejreTV.dk

Man kan også i ynglesæsonen 2016 følge DOF's livedækning fra såvel ørne- som uglerede.

/ritzau/

NYT AFSNIT Hvor stor forskel er der på Socialdemokratiets og Venstres økonomiske visioner for landet, og har partierne en reel plan for, hvordan den grønne omstilling skal finansieres? Få hele analysen i podcasten "Til valg med Corydon & Co.":



Abonnér på podcasten:
   


Andre læser dette lige nu


Gå til play.borsen.dk Børsen Play