Generelt Af

Godt og vel et år efter at Slesvig-Holsten fik sin første delstatsregering med dansk deltagelse, har de 2,35 millioner vælgere i den nordtyske delstat søndag kunnet stemme ved et kommunalvalg.

Og vælgerne ser ud til at have belønnet regeringen, der består af det socialdemokratiske SPD, De Grønne og Sydslesvigsk Vælgerforening (SSV).

Ifølge de første prognoser fra valgkommissionen er SPD og De Grønne henholdsvis gået 3,3 og 3,6 procentpoint frem til 29,9 procent og 13,9 procent, mens SSV er gået minimale 0,1 procentpoint tilbage til 2,9 procents opbakning.

Dog har det danske mindretals parti ifølge Flensborg Avis vundet fem ud af de 22 valgkredse i Flensborg. Grænsebyen har også en dansk overborgmester, der dog ikke var på valg søndag.

De tre regeringspartier må imidlertid erkende, at forbundskansler Angela Merkels kristeligt demokratiske CDU trods en tilbagegang på 1,1 procentpoint med 37,5 procent af stemmerne fortsat er det største parti i delstaten.

Piratpartiet, som for første gang deltog i et kommunalvalg, fik 1,5 procent af stemmerne, mens det liberale FDP gik 4,0 procentpoint tilbage til fem procent.

Valgdeltagelsen ventes at blive historisk lav og lande omkring de 35 procent.

/ritzau/


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Gå til play.borsen.dk Børsen Play