Klumme: Styrk din position, når du skal genskabe eksporten

Når de internationale eksportmarkeder åbner igen, er det vigtigt at være velforberedt og sikre, at din virksomhed står så stærkt som muligt. En god idé er at holde et godt øje med dit eksportmarked og få styr på dine immaterielle rettigheder. Det kan give din virksomhed en række konkurrencemæssige fordele, skriver John Jensen, vicedirektør, Patent- og Varemærkestyrelsen.

20140217-102759-2-1920x1265we.jpg
I Indien har COVID-19 fx banet vej for muligheder inden for sundhed og tech. Indiens store IT-sektor har i lyset af krisen haft frie hænder til at udvikle løsninger inden for en række områder, bl.a. mobilisering, automatisering mv., hvilket kan skabe nye samarbejdsmuligheder for danske virksomheder. Foto: Danish Siddiqui/Reuters/Ritzau Scanpix
Pro selvstændig
Eksklusivt for kunder
29. jun 2020 KL. 9:30

Flere måneders nedlukning har sat sine spor. Ikke kun hos de store eksportvirksomheder – også hos de små og mellemstore virksomheder, hvis ordrebøger har været dybt afhængige af et tæt samarbejde med udenlandske eksportmarkeder.

På trods af senere tids dystre udsigter, kan det også være værdifuldt at holde øje med nye eksportmarkeder. John Jensen

Men selvom krisen desværre har sat dansk eksport tilbage, vil de internationale eksportmarkeder heldigvis åbne igen. Her er en række gode råd til, hvordan du kan stå stærkt, når det sker:

Styrk din position med rettigheder

Det kræver meget af din virksomhed – både økonomisk og ressourcemæssigt – når du skal ind på et nyt marked. Den investering har du heldigvis mulighed for at beskytte. Ønsker du at genetablere din eksport ved at introducere nye varer eller ydelser, er det vigtigt at være opmærksom på, at du stiller din virksomhed betydeligt stærkere, hvis du gør brug af immaterielle rettigheder – internationalt omtalt som IPR.

IPR er en forkortelse for Intellectual Property Rights og er en fælles betegnelse for beskyttelse af opfindelser og idéer gennem: Patenter (tekniske opfindelser), varemærker (logo, navn mv.) og design (udseende). Brugen af immaterielle rettigheder giver dig en række fordele, når du skal eksportere, og kan gøre din eksportidé til en gunstig forretning. Det vil altid være en konkret vurdering, om det kan betale sig for dig at beskytte din forretning, men forskellige analyser viser en klar effekt: Du står stærkere end de konkurrenter, der ikke bruger rettigheder.

Med rettigheder som en varemærkeregistrering, et patent eller designbeskyttelse får du ikke blot eneret til at udnytte dit varemærke eller din opfindelse kommercielt på markedet. En registreret rettighed gør det muligt for dig at dokumentere, at idéen f.eks. dit varemærke eller din opfindelse er din, hvis andre begynder at kopiere den. Du får på den måde også et værn mod kopiering ved at registrere dine rettigheder.

Inden du går i gang

Der er en del fordele at hente med rettighederne i hus. Men der er også en del i processen, som du skal være opmærksom på, inden du går i gang:

· Sørg for at registrere dit patent, varemærke eller design, før du går i gang. Hvis du ikke gør det, vil en anden have mulighed for at lukrere på din idé og ansøge om en rettighed, og så kan du ikke drive forretninger i det pågældende land.

Pro selvstændig

· Det kan blive dyrt for din virksomhed, hvis du krænker en andens rettigheder. Flere af de store lande tager i stigende grad immaterielle rettigheder alvorligt. Det er derfor vigtigt, at du er opmærksom på, at du ikke selv risikerer at krænke andre, når du ønsker at eksportere til et nyt marked. Før du går i gang, er det en god idé at undersøge, om andre har patent, varemærkeret til eller et registreret design på det samme, som du arbejder med.


· Immaterielle rettigheder er som udgangspunkt nationale. Derfor skal du være opmærksom på, at hvert land har sit sprog – også i rettighedssystemet. Undersøg i god tid, om din ansøgning skal være på det nationale sprog.


· Ikke kun kulturen og sproget kan gøre det vanskeligt for mange virksomheder at få fodfæste. Også systemerne er forskellige. Du skal derfor være opmærksom på, at der kan være forskellige processer fra land til land, når du skal i gang med at ansøge om en rettighed som patent, varemærke eller design.

Spot de nye muligheder

På trods af senere tids dystre udsigter, kan det også være værdifuldt at holde øje med nye eksportmarkeder. På nogle af de store eksportmarkeder begynder nye muligheder for danske virksomheder så småt at melde sig. Allerede nu ser vi i Indien, som før krisen var blandt et af verdens hurtigst voksende økonomier, at døren åbner sig til nye muligheder. Også i Brasilien melder der sig langsomt nye potentialer.

Pro selvstændig

I Indien har COVID-19 fx banet vej for muligheder inden for sundhed og tech. Indiens store IT-sektor har i lyset af krisen haft frie hænder til at udvikle løsninger inden for en række områder, bl.a. mobilisering, automatisering mv., hvilket kan skabe nye samarbejdsmuligheder for danske virksomheder.

Også inden for cleantech kan der melde sig en større efterspørgsel på løsninger, der kan bidrage til rent drikkevand, bæredygtige byer og mindre forurening. Brasilien som eksportmarked er ligeledes stort og har potentiale for en bred skare af danske virksomheder, særligt inden for sektorerne life science, energi, vand og miljø, ICT, landbrug, akvakultur og fiskeri.

Selvom de to lande, på hver deres måde, er hårdt ramt af COVID-19, er der på den mellemlange bane masser af muligheder på disse markeder.

Tilknyttet artikel


Her er 5 eksperters bedste råd til at sparke gang i din eksport

20200525-143433-1_36Mb.jpg
Pro selvstændig
Eksklusivt for kunder
09. jun 2020 KL. 9:11

Der er mørke skyer på eksportens vejrudsigt. Ifølge beregninger fra Dansk Erhverv og EKF, Danmarks Eksportkredit, baseret på tal fra IMF, må danske eksportvirksomheder forvente en nedgang i salget til udlandet på 175 mia. kr. i 2020.

“Vi må jo sige, at alle har været i knæ, og vi har jo nok desværre ikke set bunden endnu,” lyder det fra Jørgen Bollesen, finansiel rådgiver i EKF Danmarks Eksportkredit, der peger på, at selv om nogle danske virksomheder hidtil har klaret sig nogenlunde, ser det formentlig værre ud med de udenlandske kunder.

Pro selvstændig

Også direktør for Udenrigsminsteriets Trade Council Susanne Hyldelund, forventer en hård tid for eksportvirksomhederne.

“Det er mit indtryk, at mens restauranterne blev hårdt ramt meget hurtigt, så er eksportvirksomhederne nok mere med i en næste runde, hvor det kan gå ned, og hvor der er færre ordrer og færre afsætningsmuligheder,” siger hun.

Det stiller krav til eksportvirksomheder om at være knivskarpe.

For at hjælpe dig til at være netop det, har Børsen Pro Selvstændig samlet fem eksperters bedste råd til at få gang i eksporten nu og her:


Jørgen Bollesen, finansiel rådgiver i EKF Danmarks Eksportkredit

eksport-tyskland-6-raad-illu05.png

  • – Tal med din bankrådgiver, inden du foretager dig noget som helst, så du er sikker på, at du har finansiering til at føre dine eksportplaner ud i livet. Og tænk evt. også EKF ind, hvis banken har brug for sikkerhed.

  • – Hold øje med nye distributionskanaler, f.eks. digitale metoder.

  • – Overvej nye markeder, særligt nye emerging markets, f.eks. i Afrika eller Østasien.

“De latinamerikanske markeder er måske lidt problematiske endnu. Men Østasien har vi et rimeligt godt øje til. F.eks. er der stor aktivitet i Vietnam,” siger Jørgen Bollesen.


Susanne Hyldelund, direktør for Trade Council

eksport-tyskland-6-raad-illu02.png

  • – Husk, at landene stadig har deres præ-corona-værdier.

“Bare fordi vi har corona, er f.eks. Tyskland jo ikke mindre konservativt end det plejer at være. Du vil altid tage til Tyskland med et slips på. Nu er det så med slips og mundbind Det, som folk kender omkring Tyskland, det har jo ikke grundlæggende ændret sig. Så man skal måske også respektere, at kunderne er mere forsigtige, end de plejer at være, og man skal sætte sig ind i de lokale forhold.”

  • – Hold øje med, hvilke markeder, der er åbne eller er ved at åbne. Se på: Er der nogen af hjælpepakkerne rundt omkring, der giver nye forretningsmuligheder. Vær opmærksom på, at flere af de større markeder, f.eks. Tyskland og USA, åbner på delstatsniveau og retningslinjerne varierer fra delstat til delstat, så orientér dig lokalt. Hold også øje med den økonomiske situation i landet, f.eks. bnp- og arbejdsløshedstal.

“Alle er jo ud over sundhedskrisen også ramt af en økonomisk krise. Der er voldsomme fald i bnp og i samhandel, og hvordan det vil blive omsat i indkøbsadfærd, det vil nok kun tiden vise, men der vil være en ret stor forsigtighed derude. Så måske skal man også selv arbejde med nogle andre modeller og nogle andre ordrestørrelser,” siger Susanne Hyldelund.

  • – Start med at fokusere på EU-markederne, da Europa er nogle uger foran USA i coronakrisen, og fordi det er svært at flyve til Kina, og du skal i 14 dages karantæne, når du lander.
  • – Hold fast i kontakten med dine kunder.

Pro selvstændig

“Både med eksport og al anden forretning er der cykler og ups and downs, og der gælder det om at holde kontakten. Man kan jo stadig ringe, skrive, holde videomøder og lave aktiviteter med ens kunder og leverandører for i ikke at miste en føling med, hvor de er henne. For tingene skifter ret hurtigt,” siger Susanne Hyldelund.

  • – Gør brug af de danske ambassader og generalkonsulater på markederne, som f.eks. kan facilitere en dialog med potentielle leverandører eller kunder.

Trade Council har p.t. sat priserne for rådgivning ned, og du kan få 15 timers gratis eksportrådgivning. Klik her for at læse mere.

  • – Overvej, om du skal justere din forretningsmodel, f.eks. ved at skrue dit produkt eller abonnement sammen på en ny måde eller pakketere dit produkt anderledes.

“For tingene vil ikke være som de plejer. Og man kan ikke håndtere “ikke-plejer” på 10 markeder, hvis man er en mindre virksomhed. Der vil ikke være den samme genkøbsmodel, som man måske tidligere har forladt sig på.”


Henriette Kahré Freris, seniorforretningsudvikler i Copenhagen Business Hub – Erhvervshus Hovedstaden

eksport-tyskland-6-raad-illu03.png

  • – Undersøg de forskellige markeders situation og genbesøg din eksportstrategi. Vær aktivt opsøgende ift. dine samarbejdspartnere og få input fra dem, når du skal tilpasse din strategi.

  • – Nogle nicher er mere påvirkede end andre, så overvej at skifte fokus ift. den niche, du operer inden for.

“Jeg har f.eks. arbejdet med virksomheden Hevea, der virkelig har fokuseret på onlinesalg i USA, og det går dem virkelig godt, fordi de har haft tid til at fokusere på det,” siger Henriette Kahré Freris.


Martin Amdi Pedersen, stifter af Way-IN, der rådgiver virksomheder om eksport

eksport-tyskland-6-raad-illu06.png

  • – Brug strategiske partnerskaber – med f.eks. distributører, agenter eller forhandlere – som løftestang for eksport. Se på, om partnerskaberne er de rigtige. Hvis ja, så gør, hvad du kan, for at optimere det partnerskab og øge din goodwill hos partneren, f.eks. ved at komme til at repræsentere en større del af partnerens forretning.

“Det handler om at komme til at betyde så meget som muligt for f.eks. den tyske distributør. Vis aktiv interesse for distributørens produktsammensætning og behov. Se på priser og services, og gør dig selv så interessant som overhovedet muligt. Det er jo lidt et dating-game, hvor der også skal kigges indad, og jo mere du betyder for denne partners omsætning jo bedre,” siger Martin Amdi Pedersen.

  • – Undersøg, hvordan kunderne ændrer adfærd og justér din strategi derefter. Vær dog opmærksom på, om der er tale om “kriseadfærd” eller permanent adfærd.

  • – Prioritér dit markedsfokus og dine ressourcer.

“Jeg tror, at krisen kan være en fornuftig anledning til at få kigget på, om man er på nogle markeder, hvor man udelukkende er der for at sige: “Nu er vi på endnu et eksportmarked.” Her skal man i stedet se på: “Genererer vi reelt et overskud ved at være til stede på det her marked eller er det en underskudsforretning, hvor vi investerer en masse tid, der er bedre brugt andre steder?” siger Martin Amdi Pedersen, der tidligere har været ansat i Udenrigsministeriet og på den danske ambassade i Oslo, hvor han har rådgivet i eksport.

  • – Følg med i, hvordan det går på de forskellige markeder, f.eks. via Linkedin, hvor Martin Amdi Pedersen selv følger en række eksportrelaterede grupper, og hvor man i højere grad får markedets og ikke myndighedernes vurdering.
  • – Er du produktionsvirksomhed, som er afhængig af at fysiske varer kan fragtes frem, så sørg for at sikre produktionen på dine nøglemarkeder, så du ikke lammes af lukkede grænser. Det kan f.eks. være ved at indgå et joint venture med en lokal aktør.


Ulrik Dahl, direktør for Eksportforeningen

eksport-tyskland-6-raad-illu01.png

  • – Optimér dit skriftlige og online materiale, nu hvor du ikke kan møde kunderne ansigt til ansigt. Fokusér på, hvad din virksomheds unikke selling points er.

Pro selvstændig

“De skal være knivskarpe, så du lynhurtigt kan fange interessen hos potentielle kunder. Få nu lige skærpet de værktøjer, hvis du sidder derhjemme og har tiden til at få gjort det helt skarpt. For konkurrencen bliver ikke mindre,” siger Ulrik Dahl.

  • – Brug de netværksmuligheder, der er. Det kan dels være i Eksportforeningen eller via din brancheorganisation.

  • – Søg viden forskellige steder, f.eks. både hos din brancheforeningen og hos Udenrigsministeriet, og basér dine beslutninger på flere input.

  • – Kom i gang. Tag først og fremmest fat i eksisterende kunder og samarbejdspartnere. Find ud af, hvor de er henne og sig: “Vi er i gang.”

“Kom ud og kom i gang. Lad nu være med bare at sidde på hænderne, det sælger du ikke noget af. Brug de her virtuelle møder. Det kan man og det bliver accepteret på en anden måde end det gjorde før,” siger Ulrik Dahl.

  • Arbejd med din pipeline. Sørg for hele tiden at bearbejde og udbygge din pipeline og brug digitale muligheder til at få nye potentielle kunder og markeder.

Som­mer­pak­ken er på plads: Få over­blik­ket her

Partiledere ankommer til forhandlinger i Finansministeriet
Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Pro selvstændig
Eksklusivt for kunder
15. jun 2020 KL.13:45

Et politisk flertal på Christiansborg har midt i en sommervarm nat i juni givet håndslag på en ny politisk pakke, der både skal udfase hjælpepakkerne og sparke mere gang i dansk økonomi i kølvandet på coronakrisen.

Med aftalen er der enighed om, at den generelle kompensationsordning for coronaramte virksomheders faste omkostninger ophører 8. juli, sådan som en økonomisk ekspertgruppe for nylig anbefalede. Det strider mod erhvervslivets ønsker, idet både DI og Dansk Erhverv havde håbet på, at alle hjælpepakker ville blive forlænget.

Politikerne er til gengæld blevet enige om en række hjælpeforanstaltninger, der både skal holde hånden under de virksomheder, der fortsat er påbudt lukkede og under dem, der har fået lov at åbne sent i forløbet. Og samtidig skal flere penge til forbrugerne være med til at sparke gang i økonomien.

Her er dit overblik over pakken, der ud over regeringen har Venstre, Konservative, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet bag sig. Og pakken er delt over i tre: Hjælpepakker, genstart af økonomien og hjælp til eksporten.

Hjælpepakker:

– Garantiordninger får forlænget ansøgningsfristen, således at man kan søge resten af året, og garantiprocenten bliver forhøjet til 80 pct. Der er tale om de fire garantiordninger, der yder statsgaranti for bankers udlån til danske virksomheder, to til smv'erne og to til større virksomheder. Der har ikke været meget træk på dem endnu, men det stiger, når lønkompensation og kompensation for faste omkostninger er udfaset, vurderer Finansministeriet

– Der bliver lavet en ny, målrettet og midlertidig kompensationsordning for faste omkostninger for virksomheder, som stadig er omfattet af coronabegrænsninger. Ordningen lukker generelt 8. juli., men for nogle virksomheder forlænges den altså til 31. august. Det kan for eksempel være virksomheder, der er ramt af forbud mod at holde åbent, forsamlingsforbud på over 500 personer eller grænselukninger. Kompensationen vil være mellem 25 og 80 pct. af de faste omkostninger, og procenten stiger meget mere glidende end før sammen med nedgangen i omsætning. Virksomheder, der ikke må holde åbent, får dog 100 pct.

– Ordningen for selvstændige og freelancere forlænges med en måned til og med den 8. august. Men så slutter den.

– Selvstændige får mulighed for at få ret til dagpenge uden ét års forudgående A-kassemedlemskab. Og der lægges fleksibilitet ind i anciennitetskriteriet for selvstændigt erhvervsdrivende, der allerede er A-kassemedlemmer, men som endnu ikke opfylder anciennitetskriteriet.

– Der lægges to måneder til det midlertidige anciennitetsstop i dagpengeperioden, så lediges dagpengeanciennitet sættes på pause frem til og med 31. august 2020.

– Forlængelse af den midlertidige suspendering af arbejdsgivernes betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, de såkaldte G-dage, når det gælder arbejdsfordelinger eller hjemsendelser frem til og med 31. august.

– Forlængelse af udvidede SU-lån for elever og studerende med to måneder.

– Betalingsfrister for A-skat, AM-bidrag og moms forlænges

– Endelig bliver en række kompensationsordninger på kulturområdet forlænget frem til den 8. august 2020

Genstart af økonomien:

– Der bliver udbetalt indefrosne feriepenge, der svarer til 3 ugers ferie. Det er et beløb i nærheden af de 60 mia. kr. før skat. De kommer dog først til udbetaling i oktober. Regeringen finder en konkret model sammen med arbejdsmarkedets parter og ATP.

– Skattefri gave på 1000 kr. til pensionister, kontanthjælpsmodtagere og andre, der modtager ydelser fra det offentlige. Men de penge kommer også først ud til efteråret. Det vil isoleret set koste statskassen 1,8 mia. kr.

Vi sætter en ansvarlig slutdato på de midlertidige hjælpepakker Nicolai Wammen (S), finansminister

– Et midlertidigt forhøjet fradrag til virksomheder, når det gælder forskning og udvikling. Skattefradraget er allerede på 110 pct. af omkostningerne til forskning og udvikling, men det stiger til 130 pct. i 2020 og 2021. Der er dog et loft på 50 mio. kr. over, hvor meget en enkelt koncern kan få i merfradrag, når fradragssatsen sættes i vejret.

– Styrket markedsføring af turismebranchen i international sammenhæng.

Hjælp til eksporten:

– Som Børsen skrev torsdag, bliver der etableret en statslig fond på 10 mia. kr., der kan være med til at rekapitalisere større, samfundsbærende danske virksomheder, der er under pres og som har udtømt andre normale finansieringsmuligheder.

– Der lægges ekstra 500 mio. kr. i en samlet eksportpakke, der blandt andet styrker de såkaldte genstartsteams og eksport- og jobskabelsestaskforcen.

– Der oprettes en genstartsfond på 3 mia. kr. i regi af Vækstfonden. Den skal sikre solvens i ellers sunde virksomheder, der har brug for såkaldt “tålmodig” kapital til at komme godt ud på den anden side af krisen. Investeringer skal foretages på markedsvilkår, og fokus vil være på mindre, nye virksomheder, smv’ere og små midcaps.

Videre forhandlinger

Partierne har aftalt, at der skal forhandles videre om en sommerpakke, der skal styrke sommer på landet og på øerne, kultur- og naturoplevelser i den danske sommer og sommeraktiviteter for ældre. Det bliver der afsat 700 mio. kr. til i 2020.

Endelig er regeringen på vej med et oplæg til en luftfartspakke, der skal forhandles med de partier, der står bag sommerpakken.

Finansminister Nicolai Wammen (S) er kalder aftalen “et vigtigt skridt fremad.”

“Vi sætter en ansvarlig slutdato på de midlertidige hjælpepakker. Og samtidig giver vi en markant saltvandsindsprøjtning til dansk økonomi og iværksætter flere tiltag for at hjælpe danske eksportvirksomheder gennem krisen på de globale markeder. Jeg er meget glad for, at et bredt flertal af Folketingets partier har taget ansvar for Danmarks økonomiske genopretning. Det tjener Danmark bedst, når vi står sammen,” siger Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.