Klumme: Meningsfuld marketing kan blive afgørende for din virksomheds fremtidige succes – sådan bruger du dit “purpose” effektivt

Forbrugerne efterspørger i stigende grad, at virksomheder har et stærkt formål – purpose, og arbejder for en sag, der gør en forskel for mere end bare profitten. Branding fra hjertet skaber loyale kunder, dedikerede medarbejdere og en bedre bundlinje. Kom godt i gang med disse tre råd

JBN.KATRINE_LEE_00169 (1).jpg
“Vores produkter er ikke billige. Der findes mange andre, der sælger bade- og sportstøj, der er billigere end vores. Men ægte bæredygtighed koster. Derfor er vi transparente og fortæller vores kunder præcist, hvad det betyder for klimaet, arbejdsforhold og produktion at handle hos os. Det betaler sig til gengæld i sidste ende,” skriver Katrine Lee Larsen fra Copenhagen Cartel. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen
Pro selvstændig
Eksklusivt for kunder
22. jun 2021 KL.14:00

Vi lever i en tid, hvor storpolitik, globale konflikter og klimakrise bekymrer rigtig mange. Det er med til at ændre forbrugermønstre markant.

Forandringen accelereres af den voksende forbrugergruppe af Millennials og Generation Z, der ikke bare vil have lækre produkter og services. De vil have virksomheder, der klart og tydeligt kommunikerer, hvordan de sætter et positivt aftryk på verdenen – og bakker ordene op med handling.

Tendensen gælder ikke kun forbrug. Både millennials, generation Z vil i højere grad vælge “purpose over paycheck”, når de leder efter deres næste job. I 2030 vil millennials udgøre cirka halvdelen af arbejdsstyrken. Det er samtidig i disse år, at de rammer deres optimale købekraft.

Som mindre virksomhed er det derfor vigtigt for dit firmas fremtidige succes, at du kan tiltrække og fastholde både kunder og medarbejdere indenfor den voksende demografiske gruppe af bevidste og kritiske forbrugere.

“Purpose” er dit nye nøgleord.

Bikinier er mit license to talk

Et formål er selve kernen i din forretning. Det højere formål, som din virksomhed bidrager til. Det kan være miljø, klima, socialt arbejde, dyrevelfærd – en sag, der viser, at din virksomhed ikke bare er her for at tjene penge, den har et formål, der gør verden til et bedre sted.

Et purpose kan ikke bare være en lille del af din csr-strategi. Det skal gennemsyre din forretning og være pejlemærket i alt, hvad din virksomhed gør Katrine Lee Larsen, adm. direktør, Copenhagen Cartel

At skabe en følelsesmæssig forbindelse gennem marketing er slet ikke nyt. Men forbrugerne og medarbejdere er langt mere kritiske overfor traditionelle marketingsmetoder. Det er her purpose marketing adskiller sig. For et purpose kan ikke bare være en lille del af din csr-strategi. Det skal gennemsyre din forretning og være pejlemærket i alt, hvad din virksomhed gør.

Et klart formål har været afgørende i min egen virksomhed, Copenhagen Cartel. Vi producerer bl.a. bade- og sportstøj ud af genanvendt plastik fra havet, primært gamle fiskenet. Jeg fik idéen, da jeg boede et år på Bali og så de store mængder skrald og plastik, der skylles op fra havet under monsunsæsonen. Jeg besluttede mig for at bidrage til kampen mod plastik i havene på den måde, jeg kunne: gennem branding og marketing.

Fra begyndelsen har Copenhagen Cartel været båret af purpose. Bikinier er mit license to talk, men jeg vil allerhelst tale om plastikproblemerne i havet. Derfor står vores strategi på to ben. Det ene handler om at bygge en sund forretning. Det andet handler om at bruge Copenhagen Cartels platform til at bekæmpe problemerne med skrald og plastik i havene. Her kommer purpose-marketing i spil.

Millennials og generation Z er vores kernegrupper

Både Copenhagen Cartels medarbejdere og kernekunder er millennials og generation Z’er. Vores største kundegruppe er de 25-34-årige. Derefter er det de 18-24-årige og de 35-44-årige.

Vores purpose er flettet ind i alt, hvad vi gør. Vores produkter er primært skabt af gamle fiskenet, som ellers havde drevet omkring med havstrømmene og slået tusindvis af havdyr ihjel på deres vej. Selve fremstillingen er også mere bæredygtig, fordi genanvendelsen sparer produktionen for at bruge de mange naturlige ressourcer som vand og energi, der bruges i ny produktion.

Pro selvstændig

Men det er kun en brøkdel af måden, vi implementerer purpose. Alt fra prismærker til forsendelsesposer er fremstillet i så bæredygtige materialer som muligt. Vi er med i projekter, der redder havskildpadder, vi donerer dele af vores overskud til miljø- og klimaorganisationer, og står bag uddannelsesmateriale til skoler sammen med Plastic Change. Sammen med Resea fisker vi plastikflasker op af havet i Indonesien. Alle disse projekter er kun mulige takket være opbakning fra vores kunder, og vi kommunikerer åbent omkring den forskel, de gør ved at handle hos os.

Denne sommer har vi lejet en gammel Citroën Jumper, gjort den klar til en sommer på landevejene og skiftet kontoret ud med et mobilt setup. Her samarbejder vi blandt andet med Dansk Surf- og Rafting Forbund, miljøorganisationen Race for Oceans, dykker organisationen Os Om Havet, det Københavnske madmarked Reffen og mange flere, om at facilitere og afholde oprydningsevents på udvalgte steder i Danmark.

Copenhagen Cartels platforme bruges til at fortælle om problemerne i havet, inspirere følgerne til handling og vise alle de ildsjæle, der kæmper for den samme sag. Samtidig er jeg som stifter og adm. direktør selv en del af den offentlige debat om forbrug og produktionsmetoder i klummer og debatoplæg og sidder med i Ocean Plastic Forum sammen med en række markante aktører.

Tre ting du kan gøre for at styrke din virksomhed med purpose marketing

Det gode ved purpose marketing er, at no size fits all.

Du behøver ikke at kaste dig ud i 50 nye samarbejder og velgørende projekter for at arbejde effektivt med dit purpose. Mindre kan også sagtens gøre det – det vigtigste er at dit purpose giver mening i forhold til din virksomhed, og at det er ægte.

Målet med purpose-marketing er heller ikke at fjerne fokus på profit. I stedet tilføjer du dybde ved at have en fortælling om noget større end indtjening. Det er det samlede indtryk, der i sidste ende vil styrke din forretning.

1: Hav et klart purpose: Hvorfor eksisterer din virksomhed? Hvilken forskel gør I? Hvilken dagsorden bidrager forbrugerne til ved at lægge deres penge hos dig? Det er spørgsmål, du skal have svar på. De udgør fundamentet for dit purpose og virksomhedens pejlemærke i alt fra produktudvikling til kommunikation og interne arbejdsgange. FN’s verdensmål er et oplagt sted at finde inspiration til din virksomheds højere formål.

Husk, du rammer ingen, hvis du vil please alle Katrine Lee Larsen, adm. direktør, Copenhagen Cartel

2: Give-back er kernen i din indsats: Du kan ikke bare tale om det. Du skal handle. Give-back er et centralt punkt i purpose-marketing, for hele kernen i din indsats skal handle om at give tilbage. Arrangér events, invitér relevante foredragsholdere, brug dine sociale medier, donér dele af dit overskud. Bed om hjælp, inddrag din målgruppe i læringsprocessen og find samarbejdspartnere, der kan støtte og udvikle indsatsen.

3: Hav klare holdninger og kommunikér dem: Når du står ved dine holdninger og principper bliver din mission autentisk og ægte. Du skal ikke være bange for at tage et standpunkt. Det er faktisk et krav. Husk, du rammer ingen, hvis du vil please alle. Det er samtidig vigtigt at være ærlig, når du begår fejl, det styrker din troværdighed.

Ægte purpose betaler sig

Men giver alt det her i sidste ende effekt? Eller er purpose-marketing bare et nyt fluffy marketingbegreb?

Vi lavede en undersøgelse blandt 200 af vores kunder for at finde ud af, hvorfor de handler hos os. Den viste, at det er alt det, vi gør ud over at producere bæredygtige produkter, der er afgørende for dem.

Mange smv’er er udfordret af, at de ønsker at være mere bæredygtige, men kunderne efterspørger billige produkter. Den udfordring har purpose-marketing hjulpet os med.

Vores produkter er ikke billige. Der findes mange andre, der sælger bade- og sportstøj, der er billigere end vores. Men ægte bæredygtighed koster. Derfor er vi transparente og fortæller vores kunder præcis, hvad det betyder for klimaet, arbejdsforhold og produktion at handle hos os. Det betaler sig til gengæld i sidste ende.

I første kvartal af 2021 er vores omsætning steget med 3500 pct. Hver måned i 2021 har vi tjent mere, end vi gjorde i hele 2020. Det ser ikke ud til, at farten på væksten tager af foreløbigt. Det er resultatet af purpose-marketing.

Når du står ved dine værdier, øger du din troværdighed. Ved at bidrage til sager, der står dit hjerte nær, bliver din virksomheds fortælling større. Stoltheden og arbejdsglæden styrkes blandt dine medarbejdere. Det styrker dit netværk og partnerrelationer og åbner op for nye muligheder.

Du kommer også tættere på dine kunder, og de bliver loyale, fordi jeres fælles værdier styrker relationen. Når dit purpose er klart, og du holder fast i dine værdier, er kunderne og medarbejderne med dig hele vejen.

Også i fremtiden.

Tilknyttet artikel


Smv’erne kæmper med tre store udfordringer, når de kaster sig over den grønne omstilling

20210118-144823-6-2200x2200we.jpg
Katrine Lee Larsen, stifter af Copenhagen Cartel, savner økonomisk incitament samt politisk handling til at fortsætte med at udvikle inden for bæredygtighed. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen
Pro selvstændig
Eksklusivt for kunder
05. maj 2021 KL.18:16

Det er svært at være en lille, ny virksomhed, når man skal slå til i forhold til den grønne omstilling. Det mener en række smv’er, der har deltaget i en ny rundspørge, Børsen Pro Selvstændig har foretaget blandt en række grønne startups.

“Den største udfordring er konkurrencen med traditionelle virksomheder, som har en økonomisk og regulativ fordel i at være en del af det gamle system,” skriver Nord Nutrition, som er ved at udvikle en serie veganske kosttilskud baseret på naturlige, nordiske ingredienser.

Nord Nutrition er en af de 20 smv’er, der har svaret på, hvad deres største udfordring er som grøn iværksætter. Og her går hovedsageligt tre udfordringer igen:

1. At arbejde med værdikæden, herunder leverandører, partnere og forbrugere.

2. At skaffe finansiering eller have et økonomisk incitament til at vælge grønt frem for konventionelt.

3. At være en lille, ny spiller vs. etablerede spillere.

Især de økonomiske aspekter fylder for smv’erne, der blandt andet oplever, det kan være svært at nå bæredygtige mål, samtidig med at de sikrer virksomhedens økonomiske vækst.

“Vi vil bevare al vores produktion lokalt i Danmark, og det har vi nogle udfordringer med, hvis vi samtidig skal gå til markedet med nogle ordentlige priser og holde vores produkt så bæredygtigt, som det er på nuværende tidspunkt,” skriver designvirksomheden A Circular Design Studio.

Og hos Copenhagen Cartel, der blandt andet producerer badetøj, sportstøj og yogatøj ud af plastik fra havet, savner de økonomisk incitament samt politisk handling til at fortsætte med at udvikle inden for bæredygtighed.

“Lige nu er der ikke økonomisk incitament til at være den allergrønneste af dem alle eller for at have allerstørst positiv impact på mennesker og klima. Det burde der være; så ville verden være et meget bedre sted for alle,” skriver Copenhagen Cartel.

Betterbox, der leverer økologiske og bæredygtige snackbokse, byder ind med, at den største udfordring er at finde balancen mellem den grønne drøm, der skal ud at leve, og samtidig være en forretning, der løber rundt.

Hos hudplejevirksomheden Nøie har man øjnene rettet mod værdikæden.

“Vores største udfordring er en værdikæde, som er langsom til at omstille. Viljen og intentionen er der, men der mangler noget reel handling bag det,” skriver Nøie.