SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Pro selvstændig

Klumme: Gør som gartner Gottlieb – brug bestyrelsen og gå fra konkursstemning til millionforretning

"Indsatserne vurderes tilsammen at skabe en årlig tilvækst på +10 millioner kroner, og det vil derfor være en meget attraktiv forretning, der står tilbage, når den gamle gartner vælger at blive i sin egen have og se græsset gro, når han fylder 61 år," skriver Pernille Marott. Foto: Christina Bode
"Indsatserne vurderes tilsammen at skabe en årlig tilvækst på +10 millioner kroner, og det vil derfor være en meget attraktiv forretning, der står tilbage, når den gamle gartner vælger at blive i sin egen have og se græsset gro, når han fylder 61 år," skriver Pernille Marott. Foto: Christina Bode

Hjælpepakker og udskydelse af skatte- og momsbetalinger har parkeret en konkursbølge, som snart skyller ind over os, hvis virksomhederne ikke finder holdbare løsninger for bl.a. polstring, kreditramme og produkt- og konceptudvikling. Anlægsgartner Gottlieb oplevede for syv år siden, hvordan netop en skarp bestyrelse reddede hans forretning fra fallittens rand

Mundbind, sprit og uforudsigelighed bliver en lige så vigtig del af forretningshabitten i 2021, som den har været i det forgangne år. Da coronaen ramte erhvervslivet, foreslog jeg at gøre bestyrelsen til en del af ejerlederens hjælpepakke. Anlægsgartner Gottlieb fra Skibby er et slående eksempel på, hvorfor det betaler sig at omgive sig med fagpersoner, der dækker én ind der, hvor man selv mangler muskler. Derfor gentager jeg budskabet:

Hvis du ikke allerede har en bestyrelse til at hjælpe dig igennem, så inviter dygtige mennesker med til din virtuelle nytårskur. Se, om der ikke skulle være nogle, du kan svinge med værdimæssigt, og som kan spille ind med en faglighed omkring f.eks. økonomi eller forretningsudvikling, hvor du måske ikke selv er 100-meter-mester.

Vækst gennem bestyrelsen

Jeg er med på, at det for de fleste nok ikke lige er tiden, hvor det personlige overskud vælter ud af kroppen, som nytårskonfekten i et overflødighedshorn fra La Glace. Men ved man først, hvad den rette faglighed kan gøre af forskel, kommer energien helt af sig selv.

Hos Anlægsgartner Gottlieb A/S kender ejerlederen til at være under økonomisk, mentalt og tidsmæssigt pres, som netop er det, mange ejerledere oplever i denne tid. Efter en ellers god start i en kostald med en trillebør og kultivator tilbage i 2001, sad han i saksen, da finanskrisen buldrede. Heldigvis havde Gottlieb allerede fået en professionel bestyrelse ind samtidig med, at han gjorde virksomheden til et A/S. Det har Gottlieb aldrig fortrudt.

En del af skrivebordstiden har han netop brugt på at lave en 10-års plan, der inkluderer tre nye forretningsområder, fem af verdensmålene og en god portion flere medarbejdere

Bestyrelsen hjalp ham med at vækste til 50 medarbejdere på ti år. Og det var også bestyrelsen, der i mellemtiden var skiftet ud til én med speciale i finansiel krisehåndtering, som trak på hele fagpaletten, da det gik galt. En hovedentreprenør, som Gottlieb leverede til, gik konkurs og hev gartneren med i faldet.

Det fald ville have givet ham ubetalelig gæld for livet, hvis ikke bestyrelsesprofiler i skikkelse af modne advokat- og finanshjerner sørgede for de mest optimale finansielle betingelser og en tilrettet strategi, som gjorde det muligt for den noget mere finansgrønne gartner at udbetale de trofaste medarbejdernes løn hver måned gennem de to år, mareridtet varede.

Flere redskaber i værktøjskassen

Den slags slider på sjælen, og at den – såvel sjæl som virksomhed – ikke gik helt itu, skyldes en aktiv indsats fra grønne Gottlieb og hans tillidsfulde medarbejdere og ikke mindst bestyrelsen, som fik alle op til overfladen igen, hvilket med stor sikkerhed ikke var lykkedes med en kultivator og en trillebør alene.

Bestyrelsesprofilerne fik også lært Gottlieb så meget om krisestyring, rettidig omhu og netværks betydning, at han har smidt hækkeklipperen og omprioriteret sin tid, så han nu bruger 85 procent af den på psykologi og økonomi.

En del af skrivebordstiden har han netop brugt på at lave en 10-års plan, der inkluderer tre nye forretningsområder, fem af verdensmålene og en god portion flere medarbejdere end de 100, virksomheden netop har rundet.

Indsatserne vurderes tilsammen at skabe en årlig tilvækst på +10 millioner kroner, og det vil derfor være en meget attraktiv forretning, der står tilbage, når den gamle gartner vælger at blive i sin egen have og se græsset gro, når han fylder 61 år.

Krisehjælp til tiden

At gå i målrettede ejerskiftetanker 10 år før tid, er uhørt for mange ejerledere. Og det kunne hænge sammen med, at det er uhørt for mange ejerledere at have professionelle bestyrelsesprofiler helt tæt på forretningen, der både hjælper med at få en til at vokse, men i lige så høj grad hjælper en med ikke at forsvinde helt, når krisen kradser allermest – præcis som vi ser det nu.

Lad 2021 være året, hvor flere ejerledere lukker dygtige bestyrelsesprofiler ind, så virksomhederne kan bestå trods de mange udefrakommende benspænd.

Skål for professionel og motiverende rådgivning, klare mål og de helt igennem hårdtarbejdende ejerledere. Rigtig godt nytår.