Generationsskifte i ejerledede virksomheder er mere reglen end undtagelsen. På udskiftningsbænken til at overtage familievirksomheden sidder i tre ud af fire tilfælde et eller flere familiemedlemmer. Det viser data fra Center for ejerledede virksomheder, der samtidig viser, at det ikke altid er den bedste løsning, hvis man fortsat vil have hjulene til at rulle og kasseapparatet til at klinge.
For hvem siger, at næste generation overhovedet har samme hittepåsomhed og engagement som stifteren? Og hvem siger, at næste generation har den relevante ledelseserfaring, som en ekstern kandidat kunne byde ind med?
Der er ikke noget, der kommer af sig selv. Det ved Susanne Provstgaard. Og hun har hverken læst det i en bog eller på et broderet pudebetræk, men erfaret det på egen krop gennem 30 år som ejerleder i transport- og logistikfirmaet DTK. For som selvstændig og leder af egen virksomhed er der ikke nogen kære mor. Man skal være flittig, man skal have viljen til at blive ved, og så skader det heller ikke at være en smule ærekær. Det driver dig til at gøre dit bedste. Men siden hun i 2016 overgav posten som adm. direktør til en ekstern adm. direktør, har hun arbejdet på gradvist at give tøjlerne videre i det sønderjyske livsværk. For selvom hun har elsket alle sine arbejdsopgaver og vil savne at være omgivet af sine medarbejdere hver eneste dag, så er det vigtigste at sikre firmaets videre vækst. “Når man sætter noget i gang, så vil man for alt i verden have det til at blive en succes,” siger hun. Og det kræver, at man er villig til at give slip. Livet som selvstændig har Susanne Provstgaard fået ind med modermælken. Forældrene drev egen transportvirksomhed i Gilleleje i Nordsjælland med faderen som ansigt udadtil og moderen, der holdt styr på regnskaber og administration. “Min far var tryg ved, at min mor sad og styrede pengekassen – så var der styr på det,” fortæller Susanne Provstgaard. Fra en tidlig alder blev hun involveret i virksomheden, og vilkårene i livet som selvstændig blev gradvist indprentet i datterens dna. “Hvis man vil have noget til at lykkes, så kræver det, at man ofrer det, der skal til,” opsummerer hun. Et af Susanne Provstgaards første afkald var et farvel til den sjællandske hjemstavn. For under sin ansættelse ved transportfirmaet J. Werner Nielsen i slutningen af 80'erne, mødte hun sin kommende mand Peter, der var ansat i firmaets afdeling i Padborg. “Det førte til, at jeg sagde mit job op og flyttede til Sønderjylland,” fortæller Susanne Provstgaard. I 1991 stiftede hun sammen med sin mand og to medarbejdere virksomheden Dansk Transport Kompagni (DTK) på et lejet kontor i Padborg. Derfra gik det hastigt fremad. I 1995 var antallet af medarbejdere fordoblet, og ved årtusindskiftet tog Provstgaard-parret hul på nye forretningsområder: lager og logistik. Det nye forretningsben eskalerede i løbet af 00'erne i takt med, at flere og flere store virksomheder outsourcede deres logistik til firmaer som DTK. I 2011, mens logistikbenet buldrede afsted, og flere kunder ønskede, at firmaet også var til stede i udlandet, stod Susanne Provstgaard midt i en af de mest udfordrende perioder i sit arbejdsliv. “Vi skulle finde en lokation i Flensborg, der skulle ansættes personale til den tyske del, og vi skulle sætte et it-system op, der forbandt de forskellige lokationer – og det hele skulle være så konkurrencedygtigt som muligt,” fortæller ejerlederen, der skulle mestre projektstyring og medarbejderhåndtering på et helt andet niveau, end hun før havde prøvet. Arbejdsdagene var på 10-14 timer, og samtidig var der børn, som skulle passes. Yngste arvtager i familiefirma: Medarbejdernes respekt må man gøre sig fortjent til “Jeg har altid haft en hjemmearbejdsplads, så når de var lagt i seng, arbejdede man videre for at være klar til næste dag,” fortæller Susanne Provstgaard, der dog ikke ser noget odiøst i arbejdsindsatsen. Det er et vilkår, hvis man vil lykkes som selvstændig. “Man skal hele tiden være dygtig for at holde kvaliteten.” Susanne Provstgaard har med egne ord haft “alle kasketterne” på i virksomheden, og hun har særligt elsket at være med til at udvikle andre mennesker, for som hun siger: “Man kan jo ikke det hele selv.” Samme mindset gjorde sig gældende, da hun allerede i 2012 blev klar over, at der var brug for nyt blod i toppen af virksomheden – også selvom det gik godt. “Jeg skulle ikke bare blive siddende, fordi jeg ville det. Hvis det gav mening, at jeg trådte et skridt tilbage, så var jeg afklaret med det,” siger Susanne Provstgaard. Der var brug for en adm. direktør, som kunne gøre virksomheden mere lønsom i et stærkt konkurrencepræget marked, udvikle selskabet, have det helikopterperspektiv, som hun ikke selv havde tid til, samt lægge strategier, der sikrede virksomheden på lang sigt. “Det var super vigtigt at få nogle øjne på udefra, som også havde været andre steder.” Valget faldt på Steen Sørensen, tidligere adm. direktør i bl.a. transportfirmaet Andreas Andresen og logistikfirmaet Itella. Han havde de finansielle og strategiske kompetencer, som DTK Transport efterspurgte, og hans værdier flugtede med Provstgaard-parrets. Han hyrede en ny bestyrelse og blev fyret som adm. direktør “Vores strategi var rigtig god i mange år, men så udvikler virksomheden sig, og så var der brug for det, Steen kunne bidrage med,” siger Susanne Provstgaard, der også mener, det har været sundt at få en direktør ind, som ikke leder “med hjertet” i samme grad som stifterparret, og som ikke har lige så mange følelser på spil over for medarbejdere og samarbejdspartnere. Det sætter ham i en bedre position til at træffe beslutninger ud fra et rent faktuelt grundlag. Provstgaard-parret og den nye direktør fastsatte sammen rammen for, hvor virksomheden skulle hen og definerede en klar rollefordeling, så de tre ledere ikke ville gå i vejen for hinanden. “Det var vigtigt for mig at træde så langt tilbage, at der var plads til, at en ny kunne komme til. For vi er forskellige som mennesker. Så længe man er enig om retning og rammerne, så skal den nye have frihed til at gøre det på sin måde,” siger Susanne Provstgaard, der med ansættelsen af Steen Sørensen helligede sig sit hjertebarn, logistikbenet. Fire år senere tog hun og Peter Provstgaard endnu et skridt på vej mod det generationsskifte, som blev påbegyndt med ansættelsen af Steen Sørensen. De solgte 40 pct. af virksomheden til investeringsfonden Blue Equity for at tilføre nye kompetencer, kapital, og indspark til strategien. I dag ejer Blue Equity 40 pct. af virksomheden, Steen Sørensen ejer også 40 pct., og Susanne og Peter Provstgaard ejer de resterende 20 pct. “Min mand og jeg har det mantra, at vi vil rigtig gerne have en mindre del af noget, der er større,” siger Susanne Provstgaard. Hun gav slip på endnu en portion ansvar og indflydelse, da hun i 2018 ansatte en ny logistikchef og selv gik ned til en todages arbejdsuge. Det viste sig at være et større spring end ventet. “Jeg startede med at få en kæmpe influenza,” fortæller Susanne Provstgaard, der dog nu er ved at finde sig til rette i en hverdag med bedre tid til familien og til at takke ja til de tillidsposter, som hun ikke har haft megen tid til som ejerleder. “Der er jo også fokus på, at piger også skal med i bestyrelser, og jeg synes selv, at det giver en rigtig god dynamik,” siger hun. DTK Group har i dag 130 ansatte, 400 biler, 20.000 kvm logistik og lager og er til stede på otte lokationer. Virksomheden havde i 2020 en bruttofortjeneste på godt 96 mio. kr. Susanne Provstgaards drøm er, at virksomheden fortsætter den rejse, som hun og Peter Provstgaard har sendt den afsted på. Parret vil fortsætte med at have en ejerandel, men foruden de få opgaver, de stadig passer, vil de ikke blande sig i den daglige drift. “Det handler om at sætte virksomheden foran ens egne personlige behov,” siger hun.
På den anden side kan det godt lade sig gøre – hvis blot den nye generation er opmærksom på egne styrker og svagheder og ikke er bange for at hive de eventuelle manglende kompetencer ind i tide.
Hos Ravendo, der særlig er kendt for den populære randersbør, var søskendeparret Tobias og Signe meget bevidste om disse faldgruber, da de – efter tre intense års arbejde med at bringe virksomhedsovertagelsen på plads – satte sig i direktørstolen sidste sommer for at varetage det vigtige hverv at føre faderens virksomhed med de mange rullende arbejdsprodukter videre.
“Den nye bestyrelse skulle supplere direktørduoens kompetencer, så de tilsammen kunne mestre enhver tænkelig situation
Opgaven med produktudvikling, salg og eksport var de hjemme i. Den første store beslutning handlede derfor om at sikre, at øvrige nødvendige kompetencer var til stede. For at fylde virksomheden maksimalt op med komplementære kompetencer måtte den tidligere bestyrelseskonstruktion med ejerlederen for bordenden, et par familiemedlemmer og en forretningspartner gennem mere end en menneskealder rundt om bordet lade livet til fordel for et 100 pct. professionelt setup.
Den nye bestyrelse skulle supplere direktørduoens kompetencer, så de tilsammen kunne mestre enhver tænkelig situation.
Sammen med den siddende bestyrelsesformand og gode forretningspartner gennem mange år gik Tobias og Signe til Viborg-egnens Erhvervsråd for at finde profiler til Ravendos bestyrelse version 2.0.
Den nye bestyrelsesformand har modsat den afgående og flere af Ravendos medarbejdere ikke kendt den nye direktørduo siden barnsben. Til gengæld kommer han med international baggrund, bestyrelseserfaring og ikke mindst en arbejdende tilgang til opgaven. Det samme har de to øvrige medlemmer, der er kommet til siden generationsskiftet.
På blot et år har trekløveret, der ud over internationalisering og økonomi byder ind med produktions- og HR-viden samt erfaring med energioptimering og bæredygtighed, via månedlige møder gået virksomheden igennem fra A til Z sammen med det nye ejerlederteam, herunder også den nye ejerduos mindset. For hvad vil de med virksomheden? Og hvad er vigtigst for dem?
Imødekommende og kontant har bestyrelsen på ejerlederteamets foranledning udfordret og hele tiden opfordret til at prioritere og komme lidt op i helikopteren, så alt ikke drukner i drift. Dét har fået det gamle hjul på randersbøren til at spinne og givet farmand ro i sindet.
Der er lavet en strategi, som stiller konkrete mål frem til 2025. Flere nye produkter er kommet i produktion under corona takket være velvillige medarbejdere. Processer er optimeret i produktionen, og tre nye sælgere er ansat for at varetage den øgede interesse, der netop har resulteret i en stigning i årsresultatet på 70 pct. Hvabehar!
Ejer af kommunikationsbureauet Marott K og en del af Marott Winkler Kommunikation & Partners. Journalist, kommunikationsrådgiver og professionelt bestyrelsesmedlem samt medlem af Bestyrelseskvinder.
Dét resultat havde Ravendo aldrig nået, hvis ikke de nye ejerledere havde været ekstremt bevidste om, hvad der skulle til, for at gøre dem toptunede til at erobre nye markeder og passe på de loyale medarbejdere samtidig.
Med et miks af sociale og faglige kompetencer har ejerlederskabet og bestyrelsen udvist lige præcis den power, der var nødvendig for at slå til i en usikker fremtid. Næse for fremtiden kunne man kalde det, hvilket i øvrigt også er en væsentlig kompetence.