Hos os har det seneste år betydet hjemsendelse af medarbejdere, en opprioritering af det digitale, nedlukning af butikker og mange beslutninger truffet i sidste øjeblik. Senest i december, hvor vi traf beslutningen om at tilbyde personlig levering af julegaver kort tid før jul for at sikre, at varerne nåede frem, da fragtfirmaerne blev væltet omkuld af den enorme internethandel.
Vi har i det forgangne år ændret planerne et utal af gange. Vi har omlagt strategien på både vores salg i de fysiske butikker og online flere gange for at tilpasse os markedet og de nye restriktioner. Vi lever i en tid hvor smidig og hurtig tilpasning til skiftende udfordringer i stigende grad er et konkurrenceparameter, og det har pandemien kun sat yderligere blus under.
Stifter og adm. direktør i smykkefirmaet byBiehl, som er stiftet i 2011 30 ansatte Bruttofortjeneste i 2019: 6,4 mio. kr. Bonusinfo: Charlotte Biehl arbejdede som managementkonsulent, inden hun sprang ud som selvstændig
Lige inden jul stod vi overfor endnu et problem frembragt af pandemien. Alle leveringsvirksomheder var blevet væltet af det massive onlinesalg, så der kunne ikke garanteres levering inden jul på de varer, der blev bestilt efter den 19. december. Igen var der et behov for hurtigt at tilpasse sig de nye udfordringer, så vi fik hurtigt mobiliseret et team, der kunne stå for personlig levering af pakker til vores kunder inden jul. Endnu et eksempel på vigtigheden af at kunne træffe beslutninger med få dages varsel for at holde forretningen kørende.
“Man kan kun handle få dage og uger frem, så det er virkelig svært at lave en strategi for åretCharlotte Biehl
Generelt har den største udfordring i 2020 og også her i starten af 2021 været uvisheden.
Man kan kun handle få dage og uger frem, så det er virkelig svært at lave en strategi for året. Vi lever i en verden, hvor vi konstant må veksle mellem at trykke på speederen og på bremsen. Det er en stor udfordring, når man har en vækstvirksomhed, hvor vi har brug for at udbygge vores organisation, men samtidigt må man også handle økonomisk fornuftigt og undgå et for stort omkostningstryk.
Det kræver også meget at holde ens medarbejdere informerede og forstående overfor situationen, hvor vi jævnligt skifter kurs. Heldigvis har vi en omstillingsparat organisation, men det har virkelig også været nødvendigt
De nye måder at arbejde på under pandemien og de mange skiftende udfordringer har også sat nye krav til ledelsen af medarbejderne og medført andre behov for kommunikation. Når ledelse og medarbejdere ikke længere samles eller mødes fysisk på arbejdspladsen, bliver ledelsen nødt til at være synlig på anden vis. Den uformelle kommunikation, der tidligere er opstået på kontoret, skal nu erstattes gennem en formel og mere planlagt kommunikation, så medarbejderen fortsat kan opleve at ledelsen er synlig.
Hos os har vi taget nye kanaler i brug som f.eks. Whatsapp og Microsoft Teams til at holde alle ansatte orienteret om nye tiltag i virksomheden som f.eks. lukning af butikker, udskudte lanceringer etc. Vi er helt generelt blevet langt bedre til løbende at holde vores ansatte orienteret omkring generelle tiltag i virksomheden. En læring vi vil tage med os videre på den anden side af pandemien.
En sidste og meget vigtig lære, vi har gjort os under pandemien: Hold fast i virksomhedens DNA uanset hvad, omverdenen byder på af kaos. Midt under forårets nedlukning sendte vi vores første kollektion i 100 pct. genanvendt sølv- og guld på gaden på trods af pandemiens lange skygger. Bæredygtighed er en stor del af vores dna, og det ønskede vi på ingen måde at give køb på. Pandemi eller ej. Heldigvis reagerede kunderne enormt positivt på vores initiativer, og jeg tror, at vi kommer til at se en ændring efter krisen i forbrugsmønstre og en større velvilje til at handle mere langsigtet og ansvarligt. Efter den nuværende situation vil det være oplagt at tænke i nye baner med bedre udnyttelse af overskydende varer og materialer.
På mange måder har 2020 været et spændende år. Det har virkelig udfordret os til at tænke i nye baner og har gjort, at vi har udviklet os rigtig meget og hurtigt, bl.a. digitalt.
På nogen punkter har det dog også været opslidende. Det har været hårdt som leder at skulle jonglere ledelse og fremdrift af et firma med et til tider reduceret team og samtidigt navigere rundt i nedlukninger, hjemsendelser og støttepakker. Det har udviklet os meget som virksomhed og måske også gjort det endnu tydeligere for os, hvad vi er dygtige til som virksomhed, og i hvilken retning vi skal på den lange bane. Men lige nu glæder vi os også rigtig meget til at komme tilbage til “business as usual” – med alle medarbejdere på kontoret, åbne butikker, mulighed for at afholde sociale arrangementer, etc.
Vi har fortsat mod på masser af vækst, og vi fortsætter med vores onlineinitiativer, vores grønne rejse og lanceringer af nye kollektioner – også her i nedlukningsperioden. Vi havde planer for international ekspansion og åbning af yderligere butikker. På denne front må vi væbne os lidt med tålmodighed. Men vi håber at kunne leve planerne ud fra sommeren 2021.