Iværksættere på landet får stadig nej i banken

395886_16_9_large_600.jpg
Pro selvstændig
Eksklusivt for kunder
16. feb 2020 KL.21:00

Der mangler risikovillig kapital til at forløse de mindre virksomheders vækstambitioner, lyder meldingen fra brancheorganisationer. Øget regulering på bankområdet har kun gjort det sværere.

Vi er langt fra den hidsige debat om kreditklemmer som rasede under finanskrisen, men der findes stadig sorte finansieringshuller for landets mindste virksomheder. Sværest har de nystartede selskaber med størst risiko, ligesom geografien er et tema, når mindre virksomheder jager finansiering til deres projekter.

Det er et stort problem for virksomhedernes vækst og ærgerligt for samfundet, lyder meldingen fra brancheorganisationerne SMVdanmark og FSR – Danske Revisorer, der ser en stigende interesse mod alternative finansieringskilder.

”Der er ganske enkelt brug for mere finansiering på markedet, for vores medlemmer oplever fortsat afvisninger. For mange af dem betyder det, at de helt dropper deres vækstplaner. Det er beskæmmende og betyder, at vi som samfund går glip af vækst, arbejdspladser og får sværere ved grøn omstilling,” siger vicedirektør Jakob Brandt fra SMVdanmark.

I brancheforeningens seneste medlemsanalyse svarer 19 pct., at de har fået nej til finansiering i banken eller realkredit og 43 pct. anser bedre finansieringsmuligheder som ”meget vigtigt”.

Risikoallergi hos banker


Realkredit er de senere år blevet en større finansieringskilde for erhvervslivet. Men især de små virksomheder har svært ved at stille pant. Derfor er bankerne så afgørende for dem.

”Bankerne bliver større og større. Derfor kan små låneforretninger være uattraktive, fordi omkostningerne til kreditvurdering er relativt høje. Samtidig er de nærmest blevet allergiske overfor noget, der er i kategorien høj risiko. Og jo længere væk fra de større byer man kommer, desto sværere er det – især for de nystartede,” siger Jakob Brandt.

Jo længere væk fra de større byer man kommer, desto sværere er det – især for de nystartede.


Af samme grund står SMVdanmark i samarbejde med finanshuset Flex Funding nu bag låneplatformen SMVerhvervslån, der forbinder private långivere med virksomheder.

Iværksættere har det hårdest



Hos brancheorganisationen ”FSR – danske revisorer” svarer to tredjedele af de adspurgte revisorer i FSR’s årlige analyse, at den aktuelle adgang til finansiering hæmmer de mindste virksomheders vækstmuligheder.

”Vi kan se, at finansiering er den største barriere for vækst. Uanset hvor godt det går i konjunkturudviklingen, er der altid nogen som bliver mast. Dem, der er hårdest ramt, er de nystartede virksomheder, og dem der kan stille mindst sikkerhed,” siger chefkonsulent Jakob Holm fra FSR.

Han understreger, at det generelt er blevet et mindre problem de seneste tre-fire år og at udfordringen primært er rettet mod risikovillig kapital.

Venner og familie på banen



Derfor oplever revisorerne også en større søgning mod alternative finansieringsformer for den gruppe af virksomheder, der får nej i banken.

”Udfordringerne er størst for de nystartede virksomheder, hvor vores revisorer oplever, at når de ikke får banken med i ryggen, så er det primært venner og familie, der er finansiel rygstøtte. Men vi ser også Vækstfonden dukke mere og mere op som alternativ eller som hjælp til at gå i banken, mens crowdfunding ligger længere nede på listen,” siger Jakob Holm.

For de mere veletablerede virksomheder melder revisorerne om, at adgangen til finansiering er langt mere uproblematisk.

Nej i banken? Læs mere: