SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Pro selvstændig

Pandora skrottede bilfragt i byen: Nu bringer cykelbude smykkerne ud

Når smykker og dokumenter fra Pandora skal leveres i København, sker det med ren benkraft fra cykelbude hos By-Expressen. Biler og elcykler er no-go for budvirksomheden med 50 ansatte

Allan Shaw, driftschef i cykelbud-firmaet By-Expressen og Tina Dindorp, facility manager i Pandora, der bruger cykelfragt i København i stedet for biler. Foto: Nina Pilgaard
Allan Shaw, driftschef i cykelbud-firmaet By-Expressen og Tina Dindorp, facility manager i Pandora, der bruger cykelfragt i København i stedet for biler. Foto: Nina Pilgaard

København er kendt som en cykelby, og jernhestene bruges ikke kun til at transportere københavnere fra a til b. Også gods i større og mindre skala hjules rundt af cykelbude, der ofte kan komme hurtigere gennem hovedstadens gader end biler.

Det har man opdaget i Pandora, der har hjemme på Havneholmen i det sydlige København. Derfor har smykkegiganten de sidste fem år brugt cykelfirmaet By-Expressen, når smykker skal fragtes til et fotoshoot, teknisk udstyr leveres til hjemmearbejdende ansatte, eller når dokumenter skal underskrives ude i byen.

I stedet for at sende taxier rundt kunne vi bruge noget mere bæredygtigt og noget, som er hurtigere

Tina Dindorp, facility manager, Pandora

“Da vi flyttede ud til Havneholmen, tænkte vi: I stedet for at sende taxier rundt kunne vi bruge noget mere bæredygtigt og noget, som er hurtigere. For det kan tage lang tid at få en bil herud,” fortæller Tina Dindorp, facility manager hos Pandora, der som så mange andre store firmaer har en bæredygtighedsagenda, som underleverandører helst skal spille ind i.

Fundet på Google

Det børsnoterede selskab søgte på Google og fandt frem til By-Expressen, som flere ansatte kendte fra bybilledet.

“Vi havde set dem cykle rundt herinde. De kører ret vildt,” siger Tina Dindorp med et grin.

Budfirmaet, der er 100 pct. ejet af medarbejderne, blev stiftet i 2012 af seks københavnske cykelbude, der ønskede at starte et fragtfirma udelukkende med cykler uden el modsat firmaer, som kombinerer cykelfragt med biltransport.

Det fortæller driftschef Allan Shaw, der, efter at have været cykelbud i ti byer verden over, sluttede sig til By-Expressen for fem år siden. I dag har firmaet ca. 50 medarbejdere, inklusiv deltidsansatte. Firmaet kører for Pandora ca. ti gange om måneden.

For Pandora var det vigtigste krav, at de kunne regne med budfirmaet.

“Vi har brug for loyale, anstændige leverandører, og at der er stor sikkerhed for, at de gør det, de siger. De skal være punktlige,” siger Tina Dindorp, der har været godt tilfreds med samarbejdet.

By-Expressen har ikke nogen fast kontrakt med Pandora, men ifølge Allan Shaw giver smykkefirmaet en lind strøm af ordrer. Pandora betaler heller ikke et fast beløb, men afregner ud fra antallet af opgaver om måneden. Derfor var det også et krav til samarbejdet, at By-Expressen kunne leve med længere betalingstider.

Ejere træder til på travle dage

By-Expressens bud er ansat i firmaet, modsat f.eks. Wolt, og de får fast timeløn, løn under sygdom og ferie og har faste arbejdstider.

Hvad gør I, hvis der er meget høj efterspørgsel, og I skal levere en opgave planmæssigt for f.eks. Pandora?

“Det sker faktisk ofte, at vi opererer tæt på vores kapacitetsgrænse, for vi vil gerne holde folk i gang, og det kan være svært at forudsige, hvor travl en dag bliver,” siger Allan Shaw.

Pro selvstændig
Sprog-startup lander kæmpeordre hos Bestseller
20220208-212238-5_ma.jpg

Han forklarer, at firmaets koordinatorer forsøger at optimere ruterne, så et bud f.eks. kan kombinere to ordrer på samme strækning. Kommer en højprioritetsordre ind, f.eks. et dokument, der skal underskrives hurtigt, bliver et bud bedt om at tilsidesætte mindre tidskritiske opgaver.

Er firmaet meget presset, sørger de for at være meget tydelige og ærlige i kommunikationen med kunderne og trække på netværket af tidligere cykelbude, der fortsat er medejere.

“Det er en af fordelene ved at være medarbejderejet. Vi sætter alle sammen firmaet meget højt, og det er ikke usædvanligt, at en af ejerne spontant træder til og tager en opgave,” forklarer Allan Shaw.

Han fortæller, at Pandora-aftalen ofte nævnes, når By-Expressen er i dialog med nye kunder. Smykkefirmaets logo er også at finde på hjemmesiden, da det ifølge Shaw giver troværdighed at være leverandør til en så stor og velkendt virksomhed.

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

BØRSEN

Selvstændig

Podcast