Ny EU-dom: Nu må du gerne bruge hashtags som beskyttet varemærke
EU-Domstolen blev af den tyske domstol anmodet om at tage stilling til, om et hashtag kan være egnet til at blive registreret som et varemærke. Det mente EU-Domstolen.
Pro Selvstændig Af ,
Hidtil har det været muligt at registrere bl.a. ord, logoer, lyde, bevægelser, farver og dufte som varemærker. Med en dom afsagt af EU-Domstolen er det nu også blevet bekræftet, at det er en mulighed at få beskyttet et hashtag som et varemærke, skriver Lisbeth Elmgaard, advokat og partner hos Andersen Partners.

I den konkrete sag blev der til den tyske varemærkemyndighed ansøgt om registrering af varemærket #darferdas? (på dansk: "Må han det?). Mærket blev ansøgt for bl.a. T-shirts.

EU-Domstolen blev af den tyske domstol anmodet om at tage stilling til, om et hashtag kan være egnet til at blive registreret som et varemærke.

Det mente EU-Domstolen.

EU-Domstolen anførte, at spørgsmålet om, hvorvidt et hashtag har fornødent særpræg, og dermed om et hashtag kan registreres som et varemærke, skal bedømmes i forhold til de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af ansøgningen, og dels af den opfattelse, som den relevante kundekreds har af det pågældende hashtag.

Registrering af hashtag


EU-Domstolen fremhævede, at den tyske domstol havde konstateret, at der inden for beklædningsbranchen er kutyme for at fastgøre et varemærke såvel uden på varen som på etiketten på indersiden af varen. De to måder at anbringe hashtagget skal tages i betragtning, når det vurderes, om gennemsnitsforbrugeren vil opfatte hashtagget som et varemærke eller ej.

EU-Domstolen anførte, at den kompetente nationale ret skal afgøre, om forbrugeren opfatter hashtagget som en angivelse af varens handelsmæssige oprindelse, dvs. at varen kommer fra ansøgeren, eller om hashtagget blot anses som et dekorativt element eller et socialt budskab, når forbrugeren ser tegnet #darferdas? påtrykt T-shirten eller på den etikette, der er påført T-shirtens inderside. 

Budskab eller varemærke


Hvis en gennemsnitsforbruger vil tro, at varen kommer fra ansøgeren, så kan hashtagget registreres som varemærke.

Hvis gennemsnitsforbrugeren derimod alene anser hashtagget som et dekorativt element eller et socialt budskab, så kan hashtagget ikke registreres som varemærke.

Den tyske domstol har endnu ikke truffet afgørelse om, hvorvidt #darferdass? kan registreres som varemærke i Tyskland for bl.a. T-shirts.

Sagsbehandlingen af sagen er fortsat i gang.

Denne klumme er kun til generel oplysning og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.





Forsiden lige nu


Analyse: Viruseffekten gør nu for alvor ondt – "lykkelig uvidenhed" afløst af frygt for det ukendte

Myndigheder ser risiko for at coronavirus kommer til Danmark

Coronafrygt sender boligejernes yndlingslån mod lukkekurs

Danske Bank om aktiefald på 3 pct til C25-indekset: "Glasset er stadigvæk halvfyldt"

Se de ti danske aktier som falder mest lige nu

Sydbank: Virusspredning kan stoppe aktiernes rekordridt - men er ikke startskud til en lang nedtur

Tradeshifts værdi er eksploderet på få år: "Vores plan er at gå på børsen i 2021"

Falck-topchef: "Vi er langt fra, hvor vi vil være, for vi er afsindigt ambitiøse i Falck"