Vilde tal: Stort set gratis at fjerne afgift på 150 pct. på biler

null

360940_16_9_large_785.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
10. apr 2018 KL. 9:47
Det koster stort set intet for statskassen, hvis man dropper den høje afgift på 150 pct. på biler, for selvfinansieringsgraden er helt oppe på 75 pct.

Det viser nye tal fra Finansministeriet, der har sendt et svar til Folketingets finansudvalg på et spørgsmål fra Liberal Alliances skatteordfører Joachim B. Olsen.

I efterårets aftale om en omlægning af bilafgifterne blev registreringsafgiften sat til 85 pct. af bilens værdi op til 185.000 kr., mens det, der ligger derudover, bliver ramt af en topskat på 150 pct.

Kun 100 mio kr

Men nu viser de nye beregninger, at hvis man bare lader 85 pct-afgiften køre hele vejen op og dropper satsen på de 150 pct., så vil manøvren kun koste 100 mio. kr.

"Det skønnes, at en nedsættelse af den høje sats for registreringsafgiften fra 150 pct. til 85 pct. medfører et mindreprovenu opgjort efter tilbageløb og adfærd på ca. 0,1 mia. kr," skriver Finansministeriet.

Samtidig vil det øge arbejdsudbuddet med 200 personer og få bnp til at vokse med omkring en halv milliard kroner, skriver Finansministeriet.

"Meget lille greb i lommen"


"Det er blevet særdeles billigt at få skåret topskatten på biler helt væk. Det er et meget lille greb i lommen for finansministeren," vurderer Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos.

Han tilføjer:

"Alene på næste års finanslov for 2019 har finansministeren et råderum på 5 mia. kr.,  og frem mod 2025 er der et råderum på 27 mia. kr. Det vil være tæt på selvpineri, hvis man ikke får sænket den høje registreringsafgift fra 150 pct. til 85 pct." siger Mads Lundby Hansen.

Ifølge Cepos vil lavere bilafgifter give danskerne mere velfærd, fordi mange flere simpelthen får råd til en bedre bil.

Vismænd vil halvere bilafgifter

Også de økonomiske vismænd har regnet sig frem til, at de danske registreringsafgifter er meget forvridende.

Faktisk burde de helt afskaffes og erstattes med forbrugsafgifter, der kun fylder omkring halvdelen af det provenu, der strømmer i kassen i dag i form af bilafgifter, lyder det i den seneste miljøøkonomiske analyse fra vismændene.

Hvis afgiften bliver sænket til de 85 pct. hele vejen op, så vil netop danskernes hang til bedre og dyrere biler sende masser af penge tilbage i statskassen.

Hvis man helt afskaffer registreringsafgiften, koster det statskassen omkring 8 mia. kr. i tabte indtægter, men til gengæld skaber det et ekstra arbejdsudbud i samfundet, der svarer til 5600 personer. Og det gør samfundskagen 6,5 mia. kr. større.

"En total afskaffelse vil også være overkommelig, når man tænker på, at der er et råderum på 27 mia. kr. frem til 2025. Man skal huske på, at mange lande ikke har en registreringsafgift, for eksempel Sverige," siger Mads Lundby Hansen.

Kilde: Finansministeriet