Vilde nye tal: Alle indkomstgrupper taber penge på Wammens finanslov - også de fattigste

393021_16_9_large_613.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
17. dec 2019 KL.14:49
Spørgsmål: Hvem får egentlig flere penge mellem hænderne med S-regeringens nye finanslov?

Svar: Ingen. Alle indkomstgrupper taber målt i disponibel indkomst.

Det er essensen i et opsigtsvækkende svar, som finansminister Nicolai Wammen (S) har sendt til Liberal Alliances finansordfører Ole Birk Olesen.

"Uanset om man er rig eller fattig i Danmark, så taber man på den finanslov. Jeg synes, at det her viser meget tydeligt, at det er danskerne under ét, der lider under at have en regering, der ikke kan sætte grænser for det offentlige merforbrug," siger Ole Birk Olesen.

Alle indkomstgrupper taber

Ifølge svaret kommer alle indkomstgrupper i Danmark til at tabe disponibel indkomst, så de reelt kan putte færre varer i indkomstkurven. Det gælder lige fra den fattigste til den rigeste del af befolkningen.

Kilde: Finansministeriet

De fattigste familier i Danmark, der ligger i det laveste indkomstdecil, får ganske vist løftet deres disponible indkomst med 0,9 pct. næste år, primært på grund af et midlertidigt børnetilskud til familier, der ikke har så mange penge.

Stigende afgifter æder det hele - og mere til


Men stigende afgifter æder det hele og mere til. Det løber op i et tab af disponibel indkomst på 1,3 pct. for de fattigste familier, primært trukket af stigende afgifter på tobak, hvor prisen på en pakke cigaretter stiger til 55 kr. i 2020 og til 60 kr. i 2022.

Netto lander det altså i et minus på 0,4 pct. af den disponible indkomst, som de fattigste må vinke farvel til. Det svarer også nogenlunde til nettotabet for de rigeste familier i det øverste indkomstdecil.

"Det er jo lidt sjovt, at når regeringen siger, at dem der har færrest penge i det her samfund, er fattige, og når der tales om fattigdomsydelser, så gør den socialdemokratiske regering dem nu endnu fattigere, når man ser på den samlede effekt," siger Ole Birk Olesen.

"Umådeholdent offentligt forbrug"

Han tilfføjer, at det slet ikke er nødvendigt, og slet ikke i lyset af, at der er et råderum i dansk økonomi på i omegnen af 30 mia. kr. frem mod 2025.

"Det er jo fordi, vi har et ret umådeholdent offentligt forbrug og så har man brug for flere penge. Det kommer alle, både rig og fattig, så til at bidrage til. Vi har en regering, der først og fremmest varetager offentligt ansattes interesser, for eksempel pædagoger og sygeplejersker," siger han.

Men så får danskerne i bunden af indkomstskalen vel til gengæld bedre offentlig service?

"Jeg er da også helt sikker på, at de ude i kontanthjælpsfamilierne glæder sig meget over, at der ikke er så store besparelser på universiteterne," siger Ole Birk Olesen.

De fattigste taber mere end de rigeste i 2025

Ifølge beregningerne fra Finansministeriet taber de fattigste danskere faktisk en noget større del af deres disponible indkomst i 2025, end de rigeste gør.

Her ligger det nederste indkomstdecil nemlig til at tabe 1,5 pct. i disponibel indkomst, efter at de midlertidige børnetilskud er forsvundet igen, mens det øverste indkomstdecil 'kun' taber 0,4 pct.

Børsen forsøger at få en kommentar fra finansminister Nicolai Wammen.