Vestager kræver højere boligskatter

Politik
Eksklusivt for kunder
23. maj 2011 KL. 9:04
De radikale udfordrer nu Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, direkte på det tabubelagte spørgsmål om højere boligskatter.

Det lille midterparti kræver, at en ny regering sætter en udløbsdato på skattestoppet for ejendomsværdiskatter.

Det skriver Politiken mandag.

"Der er ingenting, der er ultimativt, for så kan man ikke forhandle mere. Men det står højt på listen af den enkle grund, at vi mener, det er urimeligt at give skattelettelser til de allerrigeste boligejere. Det er klart, at i sidste ende er det Helle Thorning, der bestemmer, om hun vil have flertal bag sin politik," siger Margrethe Vestager til Politiken.

Det radikale krav gør ondt på S og SF. For regeringen planlægger at spille massivt på boligejernes frygt for højere skatter under en S-SF-regering i den kommende valgkamp. S og SF bruger derfor meget energi på at garantere, at boligejerne kan sove trygt om natten.

"Vi ændrer ikke på boligskatterne. I 2009 fremlagde vi et fælles skatteudspil med Socialdemokraterne, hvor vi fjernede uligheden på anden vis. Blandt andet ved at forslå en millionærskat, det retter op på de skævheder, der er," siger SF's Ole Sohn til Politiken.