Venstre skyder skatteløfte ned

Politik
Eksklusivt for kunder
12. aug 2010 KL. 7:15
Dansk erhvervsliv skal ikke begynde at glæde sig for tidligt over løfter om at slippe billigere i skat, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

I går meddelte økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), at regeringens førsteprioritet i det kommende år er at få sat selskabsskatten ned. Det fik øjeblikkeligt DI til at juble over udsigten til nye milliardlettelser. Men Venstre skyder det guldrandede løfte godt og grundigt ned.

"Jeg må bare konstatere, at vi ikke har pengene til det. Derfor er en lavere selskabsskat ikke noget, jeg har en køreplan for hverken i dag eller i morgen," siger skatteminister Troels Lund Poulsen (V).

Han afholder sig fra at komme med gisninger om, hvornår tiden for ham at se vil være moden til at se på selskabsskatten. Omvendt erkender Troels Lund Poulsen, at Venstre principielt er enig i, at det vil være rart at kunne sænke selskabsskatten. DI peger på, at en lavere selskabsskat vil forbedre Danmarks konkurrenceevne, fordi vi skattemæssigt halter efter mange EU-lande.

"Den danske selskabsskat ligger ganske højt i international sammenhæng. Vi er et lille land med et meget lille hjemmemarked. Derfor skal vores selskabsskat ligge under gennemsnittet for EU, og det gør den ikke," siger Tine Roed, direktør i DI.

Selskabsskatten i de 27 EU-lande ligger i gennemsnit på 23,5 pct. mod Danmarks 25 pct.Mens det får Brian Mikkelsen til at binde regeringen op på løftet om at se på selskabsskatten, har Venstre og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) allerede erkendt, at nye milliardregninger er det sidste, der er brug for på et tidspunkt, hvor underskuddet på statsfinanserne blinker rødt.

Da regeringen i 2007 sænkede selskabsskatten fra 28 pct. til 25 pct., affødte det således en årlig regning i størrelsesordenen 4-5 mia. kr. Troels Lund Poulsen lukker sagen med en bredside mod De Konservative:

"Derfor giver det ikke så megen mening at diskutere lavere selskabsskat på nuværende tidspunkt."

Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten