Valuta: Dollar styrkes forsigtigt frem mod fredagens nøgletal

Politik
Eksklusivt for kunder
01. jun 2017 KL.13:01
Dollar er torsdag middag let styrket frem mod fredagens store nøgletalsbegivenhed: den amerikanske jobrapport for maj.

Rapporten ventes at vise en jobskabelse på 180.000 nye job fraregnet beskæftigelsen i landbruget og en ledighedsprocent på uændrede 4,4. Og sammen med udviklingen i privatforbruget og inflationen, som blev indikeret i tirsdags nøgletal, ventes jobrapporten at understøtte forventningerne om en amerikansk rentestigning i løbet af indeværende måned.

I markedet sættes sandsynligheden for en rentestigning i juni til 87 pct., mens udsigterne for renteudviklingen i den resterende del af året er mere disede.

Euro koster torsdag middag 1,1230 dollar mod 1,1240 dollar torsdag morgen og 1,1250 dollar onsdag eftermiddag, og dollar koster samtidig 111,11 yen mod 110,95 yen torsdag morgen og mod 110,50 yen onsdag eftermiddag.

Fra eurozonen kom der torsdag det endelige PMI-indeks for maj, som med 57,0 var uændret i forhold til den tidligere opgørelse og i øvrigt helt som ventet. Men fra et par af regionens store økonomier - Italien og Frankrig - kom let skuffende PMI-tal for maj.

I Storbritannien lider pund fortsat under det vigende forspring for den konservative premierminister, Theresa May, op til parlamentsvalget i næste uge. Der kan endda - ifølge the Times - blive tale om, at regeringschefen mister sit flertal i parlamentet.

Pund sterling koster torsdag middag 1,2839 dollar mod 1,2875 dollar torsdag morgen og 1,2915 dollar onsdag eftermiddag. Dermed går der torsdag middag 0,8746 pund på en euro mod 0,8730 pund torsdag morgen og 0,8710 pund onsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS