USA's kongres advares om russisk forsøg på at få Trump genvalgt

396502_16_9_large_702.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
21. feb 2020 KL.19:25

Rusland benægter fredag, at det gør forsøg på at påvirke USA's valg for at få Donald Trump genvalgt som præsident.

Det er, lige netop hvad en efterretningsofficerer advarede imod i en briefing til Repræsentanternes Hus i Washington i sidste uge.

Flere amerikanske medier skriver fredag, at det var efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, som blev briefet. Det blev advaret om den russiske trussel mod valget i 2020.

Det har ifølge avisen Washington Post og andre medier gjort Trump så rasende, at han tidligere på ugen fyrede den øverste efterretningschef, Joseph Maguire. Trump var vred over, at Maguire tillod, at politikerne blev briefet.

I stedet indsatte præsidenten en af sine mest loyale støtter, Richard Grenell, som fungerende leder for National Intelligence.

Grenell har været en omstridt ambassadør i Tyskland.

Efterretningerne om Rusland har fået demokrater og tidligere amerikanske embedsmænd til at slå alarm. De advarer om, at USA's nationale sikkerhed er i fare.

USA's efterretningstjenester fastslog efter valget i 2016, at Rusland havde stået bag en koordineret kampagne af misinformation og cyberangreb. Også dengang for at få Trump valgt. På bekostning af demokraten Hillary Clinton.

- Disse er endnu en omgang paranoide erklæringer, som vi desværre må se tage til, jo tættere på det amerikanske valg vi kommer, siger Kremls talsmand i Moskva, Dmitrij Peskov.

Det var mistanken om et samarbejde mellem Rusland og Trump-kampagnen, som i USA ledte til en to år lang undersøgelse. Den blev ledet af tidligere FBI-chef Robert Muller.

Den fandt ikke nogen fældende beviser. Hverken mod Trump eller hans kampagne.

/ritzau/Reuters