USA dræber terrormistænkte som aldrig før

Politik
Eksklusivt for kunder
28. okt 2011 KL. 7:14
Licens til at dræbe hvem som helst, når som helst og hvor som helst. Det er i praksis den ret, som USA's præsident Barack Obama har givet CIA og de amerikanske specialstyrker.

Siden Demokraterne overtog magten i Det Hvide Hus er antallet af terrormistænkte, som bliver slået ihjel af ubemandede fly og amerikanske specialstyrker, mangedoblet.

Det skriver Dagbladet Information.

En gennemgang af offentliggjorte tal fra amerikanske ministerier, Nato og uafhængige forskere viser, at mindst 5742 personer er blevet likvideret af amerikanske styrker siden januar 2009.

Mindst 1877 af dem er blevet dræbt af ubemandede droner, mens resten er blevet skudt under de såkaldte capture or kill-operationer, som amerikanske specialstyrker har gennemført tusindvis af i Afghanistan.

I løbet af Obamas regeringstid har de ubemandede droner og de amerikanske specialstyrkeoperationer udviklet sig fra at være våben, som blev anvendt i helt særlige tilfælde til at udgøre de vigtigste våben i krigen mod terror.

Droneangrebene har især vist sig effektive mod al-Qaeda, der de seneste tre måneder har mistet næsten hele sin topledelse, mens capture or kill-operationer især anvendes mod Taliban og deres allierede i Afghanistan.

Hina Shamsi, der er leder af National Security Project hos den amerikanske borgerretsorganisation American Civil Liber­ties Union siger til Information:

"Obama har optrappet anvendelsen af droneangreb markant i forhold til sin forgænger og bruger dem nu langt uden for de zoner, hvor USA rettelig kan hævde at være i krig."

/ritzau/