Udskældt togbro kan blive til tunnel under Vejle Fjord: "Det kan løse mange ting"

384304_16_9_large_767.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
09. jul 2019 KL.13:21
Idéen om en ny togbro over Vejle Fjord har vakt stor lokal kritik og fik tidligere på året Dansk Folkeparti til at forlade det politiske forlig om Togfonden, som blev aftalt med den tidligere SSFR-regering og Enhedslisten i 2013.

Nu åbner to af partierne bag aftalen for at bruge flere penge på, at det skal være en tunnel - ikke en bro - der skal krydse Vejle Fjord.

"Man skal selvfølgelig overveje, om det står mål med pengene. Men i andel af det samlede projekt er det en relativt lille fordyrelse. Jeg tror, det kan løse mange ting i Vejle-området," siger De Radikales transportordfører, Andreas Steenberg.

En tunnel under Vejle Fjord vurderes at koste 5,23 mia. kr., mens den foretrukne bro over fjorden vil koste 4,97 mia. kr. Altså en forskel på 250 mio. kr.. Derfor er Enhedslisten også lun på idéen.

"Vi fik jo nogle nye beregninger på et tidspunkt, som viste, at en tunnel ikke ville være så farligt meget dyrere end en bro," siger transportordfører Henning Hyllested (EL).

"Det er klart, at hvis det er økonomisk inden for rækkevidde, og vi på den måde kan imødekomme den kritik, der har været af projektet lokalt, så vil vi gerne gøre det," tilføjer han.

Ny S-minister er åben

I 2017 kom Vejdirektoratet faktisk med en anbefaling om at overveje en tunnel frem for en bro på tværs af Vejle Fjord, da de "miljø- og landskabelige påvirkninger fra en tunnel er markant mindre".

DF har omvendt holdt fast i, at Vejle Fjord-projektet helt burde droppes. Men nu er DF trådt ud af forliget om Togfonden, og de fire tilbageværende partier skal derfor sætte sig sammen og aftale, hvilke projekter i den hidtidige aftale, der skal prioriteres og gennemføres.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) vil bestemt ikke afvise, at det kan ende med en tunnel frem for en bro.

"Det kunne sagtens være, man ville sige, at en bro over Vejle Fjord i stedet skal graves ned som en tunnel. Eller at Billundbanen ikke skal gennemføres, og noget andet skal prioriteres i stedet for. Jeg har ikke haft mulighed for at drøfte de her ting med forligskredsen endnu, men det vender vi tilbage til efter sommerferien," siger han.

Godstog gennem Vejle

SF diskuterer gerne en tunnel frem for en jernbanebro over Vejle Fjord, men påpeger, at "der er andre udfordringer forbundet med sådan en løsning".

Det gælder f.eks. luftforurening i Vejle, da godstogene med det tunnelforslag, Vejdirektoratet har undersøgt, fortsat vil blive tvunget til at køre ind gennem byen.

Da Togfonden oprindeligt blev lavet, blev det vurderet, at en tunnel under Vejle Fjord ville koste 10-12 mia. kr., men i mellemtiden er der altså fundet en markant billigere løsning. De 250 mio. kr. ekstra burde kunne findes, mener Andreas Steenberg.

"I transportsammenhæng er det ikke så mange ekstra penge. Så det synes jeg bestemt, vi skal sætte os ned og se på," siger han.