Tyskland tager et museskridt op fra dyndet, men: "Det ser stadig næsten uhyggeligt ud"

391795_16_9_large_772.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
25. nov 2019 KL.10:46
Hvis man sidder med et mikroskop, vil man glæde sig over nye tyske nøgletal, der spadserer en anelse i vejret.

Hvis man tager blikket væk fra mikroskopet, breder kuldegysningerne sig, for tallene er stadig lige så elendige, som under gældskrisen i starten af årtiet, hvor Tyskland skrumpede.

Det er de nye såkaldte Ifo-tal, hvor 7000 ledere fra erhvervslivet vurderer den økonomiske situation nu og det næste halve år, der nu er kommet på gaden.

Museskridt opad

Ifo-indekset, der er en af de vigtigste temperaturmålere for tysk økonomi, stiger samlet set en smule fra 94,7 til 95 i november.

Når det gælder underindekset for forventninger, stiger indekset fra 91,6 til 92,1. Men det er dog et stykke under de 92,5, som Bloombergs panel af økonomer havde forventet.

Synet på den nuværende situation  lander på 97,9, og det er stort set uændret i forhold til sidste måned.

Indekset er steget med museskridt tre måneder i streg, og Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank, håber, at det er tegn på, at tysk økonomi er på vej mod bedre tider. Men det er alt for tidligt at konkludere det, understreger han.

"Lige nu står økonomien nok tæt på stille"

"Lige nu står økonomien nok tæt på stille, og virksomhederne har langtfra lagt bekymringerne på hylden," siger Søren V. Kristensen.

Han tilføjer:

"Niveauet for Ifo-indekset er fortsat umanerligt svagt. De nuværende niveauer minder om det, vi så under den europæiske gældskrise, hvor Tyskland da også løb ind i en recession. Kigger man isoleret på underindekset for forventningerne, så ser det stadig næsten uhyggeligt ud, for det indikerer isoleret set en betydelig tilbagegang i tysk økonomi."

Service-drop

Sidste uge landede de såkaldte PMI-tal, og her steg livstegnene fra industrien en anelse, mens servicesektoren til gengæld dykkede uventet.

"Det er bekymrende, for hvis nedgangen spreder sig til servicesektoren, kan der for alvor blive tale om en bred og mere langvarig periode med modvind for tysk økonomi. Vi har allerede været vidne til, at den tyske arbejdsløshed er steget i flere af de sidste måneder, og samtidig er fremgangen i den tyske beskæftigelse løjet kraftigt af," siger Sydbanks cheføkonom.

Han fortsætter:

"Hvis den udvikling fortsætter, eroderer det fundamentet under den indenlandske efterspørgsel, som lige nu er så vigtig for tysk økonomi."

For tidligt at fløjte krisen af


Og lige præcis derfor er det for tidligt at fløjte krisen i tysk økonomi af.

"Risikoen for en decideret recession i Tyskland lurer fortsat under overfladen. Tyskerne får dog hjælp fra pengepolitikken, hvor Den Europæiske Centralbanks lempelige pengepolitik bidrager til at holde hånden under den tyske økonomi," siger Søren V. Kristensen.

Tyskland undgik med nød og næppe at havne i en teknisk recession med negativ vækst i andet og tredje kvartal. Væksten i tredje kvartal holdt sig lige akkurat over vandoverfladen med et plus på bare 0,1 pct. af bnp.

Samlet set i minus

Til gengæld blev væksten i andet kvartal revideret en anelse ned fra -0,1 til -0,2 pct., så væksten over de to kvartaler samlet set har været i minus.

Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, er helt enig i, at tysk økonomi er svag for tiden. Men han pointerer, at der dog stadig er rekordlav arbejdsløshed og en solid fremgang i den indenlandske efterspørgsel som to lyspunkter, der er værd at holde fast i.

Problemet ligger i eksporten, hvor USA's handelskrige, brexit og afmatning i kinesisk økonomi giver knas - blandt andet for den store tyske bilindustri.