Tyskland tæt på recession, og tilliden falder: "Det er ikke guld og grønne skove"

377358_16_9_large_654.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
22. feb 2019 KL.11:04

Et stort rundt nul på vækstkontoen i fjerde kvartal. Det er resultatet for Europas største økonomi, Tyskland, der netop har lagt sine bnp-tal frem for slutningen på 2018.

Efter et minus i tredje kvartal betyder det, at Tyskland officielt var et mulehår fra at havne i en recession.

Under overfladen ser tallene dog lidt bedre ud. Det var et fald i lagrene, der trak kraftigt ned med et minus på 0,6 procentpoint. Det private forbrug steg med 0,2 procentpoint, mens det offentlige forbrug blev øget med hele 1,6 point. Der var også fremgang i investeringerne, mens eksporten lå fladt.

Ringeste IFO-tal i fire år

Til gengæld var der ikke noget at glæde sig over i nye tillidstal fra erhvervslivet, det såkaldte Ifo-indeks, der faldt fra 99,1 til 98,5 i februar. Det er det laveste niveau i fire år.

Indekset bygger på, hvordan flere tusinde tyske virksomheder vurderer, at erhvervsklimaet kommer til at udvikle sig, og faldet var større end ventet i markedet.

"Vækstbekymringer i Tyskland har været et stort tema på de finansielle markeder i de seneste måneder. Udviklingen i Ifo-indekset giver ekstra næring til frygten for et lavt væksttempo i Europas største økonomi," siger  Mathias Rømer Sproegel, makroanalytiker i Sydbank.

Han tilføjer:

"Så selv om BNP-rapporten under overfladen var opmuntrende læsning, bekræfter Ifo-indekset, at alt langt fra er guld og grønne skove i tysk økonomi."

"Forsvundet med et trylleslag"

Han vurderer, at den tyske økonomi, som masser af danske underleverandører er dybt afhængige af, befinder sig i et opbremsningsstadie.

"Går vi blot ét år tilbage, kiggede vi på en buldrende økonomi. Det billede er med et trylleslag forsvundet. Det understreger, at opbremsningen i Tyskland er kommet pludseligt. Det har især været en horribel udvikling i den tyske industri i andet halvår af 2018, der har været en bærende forklaring," siger Mathias Rømer Sproegel.

Samtidig bliver Tyskland presset alvorligt på maven af den amerikanske præsident Donald Trump, der truer med en kæmpe straftold på 25 pct. på bilimport fra EU.

Kan kappe en tredjedel af væksten


Noget, som pensionskassen PFA vurderer kan kappe op mod en tredjedel af den i forvejen spartanske vækst i EU-landene.

"Told på europæiske biler vil være en katastrofe for tysk økonomi. Trump skal træffe en beslutning i løbet af de kommende tre måneder. Og netop nu, hvor eurozonens økonomi skranter, kan det gøre Trumps position i forhandlingerne med EU’s spidser ekstra gunstig," siger Mathias Rømer Sproegel.

Så hvordan skal Den Europæiske Centralbank (ECB) forholde sig til udviklingen?

"Hvis ECB-direktørernes konklusion bliver, at vækstafmatningen kan forventes at være vedvarende, kan resultatet af rentemødet meget vel blive, at ECB udskyder forventningerne til den første renteforhøjelse," siger Mathias Rømer Sproegel.

Draghi når ikke at hæve renten

Indtil videre forventer ECB at hæve renten "tidligst efter sommeren 2019.

"Men i oktober 2019 skal ECB finde en afløser til Draghi som ECB-chef. Det er vores vurdering, at Draghi bliver den første ECB-chef i historien, der ikke oplever at hæve renten – til trods for, at Draghi har forsøgt sig med alverdens eksperimenter, efter han i 2012 lovede at gøre "whatever it takes", siger Sydbank-analytikeren.