Tyskland styrer netop uden om recession i fjerde kvartal

376906_16_9_large_878.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
14. feb 2019 KL. 8:22

Den tyske økonomi havde lidt mindre momentum i fjerde kvartal, end økonomerne havde ventet.

Det viser tal fra det statslige tyske statistikbureau.

Målt i forhold til kvartalet før udviklede bruttonationalproduktet (BNP) sig helt fladt ifølge sæsonjusterede tal. Økonomerne havde ventet en stigning på 0,1 pct. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

I kvartalet før var der en negativ vækst på 0,2 pct. Med tallet for fjerde kvartal har tyskerne dermed netop undsluppet den recession, der ellers kunne have været resultatet af opgørelsen, hvis der var tale om negativ vækst.

Set i forhold til samme kvartal året før var der tale om en vækst på 0,6 pct. Her var der ventet en vækst på 0,7 pct. ifølge Bloombergs estimater. Tallet er justeret for antal arbejdsdage i kvartalet.

Dermed er væksten på vej ned i gear, da år-til-år-væksten i kvartalet før var på 1,1 pct., viser opgørelsen.

/ritzau/FINANS