Tysk økonomi kører officielt i bakgear og har kurs mod recession: "Udsigten for Tyskland er bekymrende"

385987_16_9_large_137.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
14. aug 2019 KL.10:16

null

Hvis tysk økonomi var en bil på Autobahn, så var den i gang med at bakke langsomt inde i nødsporet netop nu.

Tysklands økonomi er simpelthen skrumpet med 0,1 pct. i andet kvartal, viser nye officielle statistikker fra vores nabo mod syd.

Det var ikke helt uventet efter en stribe meget sløje nøgletal, senest i går, hvor det såkaldte Zew-indeks dykkede til det laveste niveau siden statsgældskrisen i 2011.

"Udsigten for Tyskland er bekymrende"

Så nu er kursen sat mod den tekniske recession - to kvartaler i træk med negativ vækst - som blandt andet den tyske centralbank Bundesbank har advaret om. Det vurderer Nordea.

"De svage nøgletal peger i retning af fortsat negativ vækst i tredje kvartal, og det vil sende Tyskland i recession. Udsigten for Tyskland er bekymrende," siger Jan von Gerich, chefanalytiker i Nordea.

Set over hele det seneste år er Tyskland, der er Danmarks største handelspartner, nu vokset med kun 0,4 pct.

Ifølge de nye tal var der positiv vækst at spore i privatforbruget, de offentlige udgifter og i investeringerne, bortset fra byggeriet. Til gengæld trækker eksporten ned. Tyskland er et af de hårdest ramte ofre i handelskrigen mellem USA og Kina.

"Svaghederne i tysk økonomi vokser"

"Vi forventer, at svaghederne i tysk økonomi vokser i de kommende kvartaler. Den globale usikkerhed, så som handelskrig og brexit, vil blive ved med at presse investeringer og handel, mens afkølingen på arbejdsmarkedet vil svække privatforbruget," siger Jan von Gerich.

Den tyske kansler Angela Merkel er nu under pres for at kickstarte økonomien via finanspolitikken. Merkel erkendte i går, at Tyskland er på vej ind i en 'svær fase'.

Men Jan von Gerich forventer også, at den europæiske centralbank ECB i kølvandet på den tyske minusvækst vil rulle hele arsenalet ud i september med rentesænkninger og støtteopkøb.

For der er ingen hjælp at hente for ECB i resten af EU. Væksten falder i de fleste EU-lande, blandt andet Frankrig og Spanien, og i Italien er man tæt på recession.