Tysk detailsalg styrtdykker - presser dansk eksport

247002_16_9_large_274.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
30. nov 2012 KL. 8:34
De tyske forbrugere holder pengene i lommen. Endda i langt højere grad, end økonomerne havde frygtet. Det viser nye tal for det tyske detailsalg.

"Det er bestemt ikke tal, man kan prale af. Industriproduktionen og ordrerne er faldet kraftigt, og nu ser vi også et markant fald i detailsalget. Det peger i retning af en dybere recession i fjerde kvartal," siger Frank Øland, seniorøkonom i Danske Bank, til Børsen.

Detailsalget tog med et minus på 2,8 pct. det største dyk i fire år i oktober, mens ledigheden steg og gav den tyske forbrugertillid en efterårsforkølelse. Et panel af Bloombergs økonomer havde regnet med et dyk på kun 0,4 pct.

Samtidig nedjusterede de tyske myndigheder også detalsalget for måneden før ganske kraftigt.

Set over et år betyder det tyske dyk en del for årsstigningen i forbruget, der lander på -0,8 pct. Det er et halvt procentpoint ringere end den minusvækst på 0,3 pct., som økonomerne havde forventet.

Nedgangen kan presse dansk eksport til Tyskland, der er Danmarks største eksportmarked - og dermed også danske arbejdspladser.

"VI mærker det allerede . Vi hører daglige fyringshistorier herhjemme. Der er altså ikke så mange ordrer derude," siger Frank Øland. 

Til gengæld forventer han en tysk vending i det nye år.

"Når vi ser lidt længere frem, ser det lidt lysere ud. Der er en ret kraftig vækst i pengemængden, og de sløje tal er også påvirket af, at virksomhederne nedbringer lagre lige nu. Ifo-indekset ser ud til at bunde ud og stiger pænt i november. Så vi har nok set det værste," siger Frank Øland