Trumps Kina-tweets rykker markedet: "Man kan godt have ham mistænkt for at byde ind med positive ting, når markedet går lidt nedad"

384826_16_9_large_252.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
22. jul 2019 KL. 9:49

null

Når den amerikanske præsident tweeter om handelskrigen med Kina, har det stor indflydelse på aktiemarkedet. Det vurderer flere analytikere, der opfordrer investorerne til at fokusere bredere

Af Morten Buttler, Bruxelles

Når den amerikanske præsident Donald Trumps tweeter om handelskrigen mellem USA og Kina, lytter investorerne med og handler derefter. Faktisk er præsidentens tweets en af de mest afgørende indikatorer for investorerne netop nu, vurderer flere analytikere.

“Det er ret tydeligt over tid at se, at aktiemarkedet har handlet meget på, hvor optimistisk man har været på handelskrigen. Her spiller bl.a. Trumps tweets en afgørende rolle,” siger Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank.

Den holdning deler Morten Lund, analytiker hos Nordea Markets.

“Det har virkelig stor betydning. Når man kigger over det halvandet år, er det en af de to faktorer, der har drevet aktie- og valutamarkederne. Det andet er centralbankerne. Vi ser en klar afsmitning på de finansielle markeder. Markederne reagerer lige med det samme og rimelig markant, når der kommer et tweet,” siger Morten Lund, der hæfter sig ved, at den tidligere præsident Barack Obama aldrig rigtig flyttede markeder med via de sociale medier.


Trump navigerer efter aktiemarkedet

Siden Donald Trump indtog Det Hvide Hus i januar 2017, har verden vænnet sig til, at USA’s præsident primært kommunikerer via tweets. Og ifølge Børsens opgørelse over Trumps tweets det seneste år om handelskrigen med Kina, har de 280 tegn på Twitter flere gange lavet forskydninger i markedet.

I december faldt aktiemarkedet trods et succesfuldt møde mellem Trump og den kinesiske præsident Xi Jinping i Argentina i slutningen af november, hvor parterne forsøgte at enes om en aftale, der skal eliminere toldsatserne på varer for sammenlagt 360 mia. dollar. (ca. 2.400 mia. kr.)

Mellem jul og nytår tweetede præsidenten dog, at han havde haft en god og lang telefonsamtale med Xi Jinping, og at det blev gjort “store fremskridt”.

Det var sammen med den amerikanske centralbanks monetære opblødning med til at sende markederne i vejret. Men foråret gik, og de positive takter fra Trumps Twitter-konto blev ikke vekslet til en aftale med Kina.

Den 5. maj tweetede Trump så, at forhandlingerne gik alt for langsomt, og den 10. maj hævede USA importtoldsatsen på en række produkter fra 10 pct. til 25 pct.

Det fik markedet til at dykke, og ifølge Morten Lund er det en del af præsidentens forhandlingsstrategi overfor Kina.

“Han kigger meget på aktiemarkedet. Det er ret tydeligt, at når det går for dårligt på markedet, bløder han op. Og da vi i havde nye rekorder, begyndte han at tweete. Da har han måske tænkt, at vi godt kan tåle et lille haircut på aktierne for at kunne lægge mere pres på Kina,” siger Morten Lund.

Også Mikael Olai Milhøj nævner, at Trump konstant navigerer efter, hvordan det går på aktiemarkedet.

“Trump tilfredsstilles af en stærk økonomi og et stærkt marked, og man kan godt have ham mistænkt for at byde ind med positive ting, når markedet går lidt nedad. Det ville ikke overraske mig. Jeg synes godt, man kan sige, at det kører i ring,” siger Mikael Olai Milhøj.

Ifølge Otto Friedrichsen, aktiechef og partner hos Formuepleje, sker forskydningerne i markedet, når Trumps tweets kommunikerer noget andet, end det, der er konsensus i markedet.

“Når der tweetes direkte imod markedernes konsensus, ser vi en reaktion. Handelskrigen handler jo om mange forhold, og når der kommer nyt om handelskrigen, handler det også om, hvorvidt det kan accelerere den vækstopbremsning, vi forventer der kommer,” siger Otto Friedrichsen.

Opblødning før valg

Trumps fokus på amerikansk økonomi og det amerikanske aktiemarked ventes kun at blive større frem mod det amerikanske præsidentvalg i november 2020.

I takt med at valget nærmer sig får Trump et stigende behov for at holde aktiemarkedet i plus, og det betyder, at han får sværere ved at tweete hårde signaler overfor Kina det kommende år, vurderer Morten Lund.

“Det næste halve år skal man forvente, at vi stadig vil se volatilitet, men jeg tror, at vi i slutningen af året kan se en længerevarende våbenhvile, måske en midlertidig aftale. Trump har et klart incitament til at bløde lidt op i 2020, hvor han er nødt til at have gode markeder,” siger Morten Lund, der også gerne giver et råd til de investorer, der sidder og følger præsidentens Twitter-konto tæt.

“Man bør altid sprede sin risiko, og så prøve at trække vejret engang og ikke sælge ud af det hele på grund af et enkelt tweet. Man bør først reagere, når der sker noget afgørende.”