Trumps kandidat til ledigt job i den amerikanske centralbank i hård modvind – alligevel nævnes hun som mulig ny Fed-chef i 2022

396091_16_9_large_357.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
14. feb 2020 KL.11:48

Den amerikanske præsident Donald Trumps seneste kandidat til at blive medlem af den amerikanske centralbank Federal Reserve ser ud til at få svært ved at samle opbakning fra de republikanske senatorer, der skal godkende hende til Fed-jobbet.

Ved en høring i Senatet torsdag udtrykte flere af senatorerne bekymring og gik kritisk til hendes økonomiske generalieblad.

“Jeg er bekymret for de ting, du tidligere har skrevet,” sagde den republikanske senator Richard Shelby fra Alabama for eksempel.

Årsagen til bekymringen fra senatorerne fra Trumps eget parti er to ting.

For det første er Judy Shelton tilhænger af guldstandarden, altså at dollaren bindes til guldprisen, som USA ellers endegyldigt droppede i 1973.

Ved torsdagens høring forsøgte hun dog at nedtone den guldbegejstring:

“Jeg vil ikke advokere for at gå tilbage til tidligere historiske pengepolitiske ordninger. Jeg har kigget på det, fordi jeg mener, at man kan opnå værdifuld indsigt ved at sammenligne den økonomiske udvikling under to forskellige pengepolitiske regimer. Men penge bevæger sig kun fremad,” sagde Judy Shelton ved høringen torsdag.

Kan blive favorit til Fed-chef-job i 2022

Den anden ting, der har gjort flere skeptisk ved Shelton, er, at hun var økonomisk rådgiver for Donald Trump, da han i 2016 førte kampagne for at blive amerikansk præsident. 

Efter at Shelton tidligere har argumenteret for højere renter, da der sad en demokrat i Det Hvide Hus, har hun under Trumps præsidentperiode vendt 180-grader og ekkoet hans gentagne krav om lavere renter fra den amerikanske centralbank.

I september skrev Judy Shelton et debatindlæg i Wall Street Journal, hvor hun argumenterer for, at Federal Reserve skal arbejde tættere samarbejde med Kongressen og præsidenten.

“Hendes tætte relation til Donald Trump spiller ind i kritikken af, at Trump lægger pres på centralbanken og dens uafhængighed. Givet at hun har haft en rådgiverrolle for Donald Trump, er der nogen, der er bange for, at det de facto er Trump, der sidder med rundt om bordet,” siger Mikael Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank.

Selvom det er langt fra sikkert, at Judy Shelton bliver godkendt, det tror Mikael Milhøj f.eks. ikke, spekulerer flere amerikanske medier i, at hun kan ende som favorit til at afløse den nuværende Fed-chef Jerome Powell, når hans periode udløber i 2022 – hvis altså Shelton bliver godkendt, og Trump genvinder præsidentvalget.

Det nævner både Financial Times, New York Times og Wall St. Journal i deres dækning af torsdagens høring.

“Hun er vel et ret godt bud”

“Der er mange hvis’er i det. Jeg tror ikke, at hun bliver godkendt. Det har været tilfældet under Donald Trump, at Senatet har sagt nej til dem, der har været kontroversielle. Men hvis vi leger med tanken om det, så skal vi over til det næste scenarie, nemlig at Trump også skal vinde præsidentvalget. Men så er det klart, at så er det svært at se, at Powell fortsætter som Fed-chef. Og så er hun vel et ret godt bud,” siger Mikael Milhøj.

Udover Judy Shelton blev også en anden Fed-kandidat, Christopher Waller, udspurgt af Senatet torsdag. Han er forskningsdirektør i den regionale Fed-afdeling i St. Louis, og han tiltrak sig ikke i nærheden af samme modstand som Shelton.

Sidste år måtte Trump opgive at få godkendt Herman Cain og Stephen Moore som nye Fed-medlemmer, efter modstand fra republikanske senatorer.