Trump klar med løjtnant til Fed-chef: "Det er et rigtig godt valg"

361644_16_9_large_613.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
20. apr 2018 KL.14:30

Donald Trump er i fuld gang med at sætte sit eget hold i den amerikanske centralbank (Fed). 

Først udpegede han den mangeårige republikaner Jerome Powell til Janet Yellens afløser, og nu er han klar med en løjtnant til den nye Fed-chef, der overtog stolen i februar. 

Richard Clarida er den navnet på den 60-årige økonom, der hvis alt går efter planen snart skal agere højrehånd for Powell i verdens største centralbank. Derudover har Trump udnævnt Michelle Bowman til ordinært medlem af den pengepolitiske komité (FOMC). 

Spøger man senioranalytiker i Danske Bank Mikael Olai Milhøj, er Clarida det helt rigtige valg til posten som næstformand. Jerome Powell er nemlig uddannet jurist, og han får formentlig brug for al den hjælp, han kan komme i nærheden af, når han i de kommende år skal diktere USA's pengepolitiske kurs. 

"Mens Michelle Bowman er et forholdsvis ubeskrevet blad, er Clarida et rigtigt godt valg til posten som vicecentralbankchef. For det første har Clarida et meget stærkt cv, idet han både har forsket dybdegående i pengepolitik, har relevant politisk erfaring fra sin tid som vicefinansminister under George W. Bush og arbejder i øjeblikket hos Pimco, der er et af verdens største investeringsselskaber," siger Mikael Olai Milhøj i en skriftlig kommentar. 

Mere tyndgde

Ifølge senioranalytikeren er det et klart tegn på, at Fed vil fortsætte stramningen af kursen, som Yellen startede, i form af gradvise løfte af den ledende rente. 

"Det vil give den pengepolitiske komité lidt mere tyngde, efter en række af de mest prominente og erfarne navne så som Janet Yellen og Stanley Fischer har forladt komitéen, og William Dudley, præsident for New York Fed, går af snart. For det andet er nomineringen af Clarida et tegn på, at man ønsker at fortsætte den nuværende pengepolitiske strategi, hvor investorer og analytikere tidligere frygtede, at han kunne finde på at udnævne folk, han lettere kunne kontrollere." 

I sidste måned drejede Powell helt som ventet på håndtaget og sendte den ledende rente op med 25 basispunkter i spændet 1,5 - 1,75 pct. Det var sjette gang siden finanskrisen, at renten røg i vejret, og nu er den på det højeste niveau siden oktober 2008. 

Samme kurs 

Før Powells tiltrædelse herskede der blandt økonomer og flere steder i markedet bekymring for, om Donald Trump ville vælge en person, der stod for en radikalt anderledes kurs en Janet Yellen. Det kom sig bl.a. at Trump tilbage i 2016 sagde, at Yellen "burde skamme sig", for hun ifølge præsidenten mere eller mindre var Barack Obamas marionetdukke. 

Alt tyder dog som sagt nu på, at Fed kører videre i samme spor, som Powells forgænger lagde. 

"Hvis Bowman og Clarida bliver godkendt af senatet, tror vi ikke, at det vil ændre på den pengepolitiske linje med gradvise rentestigninger og en gradvis nedbringelse af Feds balance på den korte bane. Clarida har da også været ude at rose valget af Powell som ny centralbankchef, da Powell står for kontinuitet, nu hvor det ikke kunne blive Yellen," siger Mikael Olai Milhøj.