Trump forhøjer told på kinesiske varer - Kina varsler modtræk

381244_16_9_large_479.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
10. maj 2019 KL. 7:22

null

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har fredag gennemført de tidligere varslede forhøjelser af tolden på kinesiske varer, skriver Reuters.

Tolden på kinesiske varer for 200 mia. dollars er blevet hævet fra 10 til 25 pct.

Kinas handelsministerium udtaler, at det ”dybt beklager” den amerikanske beslutning, og tilføjer, at der vil blive taget modtræk.

Den amerikanske forhøjelse kommer netop som amerikanske og kinesiske forhandlere mødes for at forsøge at finde en afslutning på den et år lange handelskrig mellem de to stormagter. Den anspændte situation er det dominerende tema på de internationale finansmarkeder, hvor man frygter, at handelskrigen vil torpedere den globale vækst.

Aktiemarkeder ramt
Trump annoncerede toldforhøjelserne søndags, hvilket straks førte til dyk på aktiemarkederne. Gennem ugen har investorerne spejdet efter signaler om, hvorvidt forhandlingerne mellem USA og Kina så ud til at give resultater. Fredag ligger aktiemarkederne i Kina og Hong Kong til stigninger på mellem 0,5 og 1,5 pct., mens Nikkei i Japan har tabt 0,7 pct.  

Over 5700 produktkategorier er påvirket af den amerikanske toldforhøjelse. Blandt de hårdest ramte er importører af kinesiske modems og routere for over 20 mia. dollars. Også andre teknologiprodukter bliver hårdt ramt.

Forbrugerne betaler regningen
Gary Shapiro, chef for den amerikanske Consumer Technology Association, siger til Reuters, at regningen for de nye toldsatser vil lande hos de amerikanske forbrugerne og virksomheder, og ikke, som Trump siger, i Kina.

“De tariffer, der allerede er indført, har kostet den amerikanske teknologisektor omkring 1 mia. dollars ekstra per måned siden oktober. Det kan være liv eller død for mindre virksomheder og iværksættere, der ikke kan absorbere de øgede omkostninger,” siger Shapiro.

Ifølge banken UBS kan en fuldt optrappet handelskrig vende indtjeningsudviklingen i selskaberne i det brede S&P 500-aktieindeks fra et plus på 4,6 pct. i år til et minus på 5,0 pct. Det kan sende aktierne 15 pct. ned, vurderer UBS.