Trump får ny medvind: USA's vækst slår forventningerne i tredje kvartal

391950_16_9_large_292.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
27. nov 2019 KL.14:53
Den amerikanske præsident Donald Trump, der så småt varmer op til næste års præsidentvalg, får nu noget ekstra ammunition med  til valgkampen.

Den amerikanske økonomi, der ellers er midt i en handelskrig med Kina og Europa, er vokset med 2,1 pct. på årsbasis i tredje kvartal.

Det er lidt bedre end de 1,9 pct., som de første bnp-tal pegede på. Og det er også bedre end de 1,9 pct., som et panel af økonomer havde spået overfor nyhedsbureauet Bloomberg.

Færre nye ledige og større investeringer

Samtidig faldt antallet af nye ansøgninger om ledighedsydelser, og der var en pæn oktober-stigning på 1,2 pct. i efterspørgslen efter maskiner og andet udstyr til virksomheder, som er et pejlemærke for virksomhedernes investeringer. Det er faktisk den største stigning siden januar.

Der er dog ifølge Bloomberg den lille hage ved opjusteringen af bnp, at en stor del skyldes ekstra lageropbygning, og det kan hive lidt ned i væksten i fjerde kvartal.

Men det er stadig de amerikanske forbrugere, der holder festen i gang, mens handelskrigen raser. Privatforbruget steg med 2,9 pct. på årsbasis i tredje kvartal, og det er et enkelt klik højere, end de 2,8 pct. økonomerne havde forventet.