Trump besøger Skotland dagen efter EU-afstemning

325477_16_9_large_392.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
01. jun 2016 KL.20:58
Donald Trump, de amerikanske republikaneres præsidentkandidat, vil besøge Storbritannien 24. juni, dagen efter Storbritanniens folkeafstemning om medlemskab af EU.

Hans golfresort, Trump Turnberry, i Skotland er blevet renoveret for næsten to mia. kr., og det skal nu genåbne.

"Der kommer en officiel indvielsesceremoni med inviterede gæster og så mr. Trump," siger Lisa McGhee, talskvinde for golfresortet i Skotland.

Det bliver Trumps første besøg i Storbritannien, efter at han er blevet republikanernes præsidentkandidat.

Under valgkampen i de seneste måneder har han hen over Atlanterhavet også haft nogle ordvekslinger med David Cameron, den britiske premierminister.

I december i fjor efter et terrorangreb i Californien sagde Trump, at muslimer ikke burde have lov til at rejse ind i USA.

"Dum og forkert"

Denne udtalelse kaldte Cameron for "splittende, dum og forkert".

Trump har udtrykt sine synspunkter om Storbritanniens folkeafstemning om at blive eller forlade EU.

I maj sagde han til tv-stationen Fox, at han personligt "føler", at briterne bør melde sig ud.

"Jeg vil sige, at de står sig bedre uden for, men jeg vil lade dem træffe deres egen beslutning," sagde han.

Cameron anbefaler, at briterne bliver i EU.

Nu kommer Trump så til Skotland, men foreløbig er der ikke planer om, at han skal mødes med Cameron.

I hvert fald siger en talsmand for premierministeren i den britiske hovedstad, London, at der ikke er planlagt et møde.

/ritzau/AFP