Tre år, tre opjusteringer og et bnp, der er i alt 93 mia kr større end ventet: Økonomer er i oprør efter ny vækstkolbøtte

390818_16_9_large_356.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
07. nov 2019 KL.10:06
Tre opjusteringer på bare tre år, der i alt har sendt bnp skarpt i vejret med hele 93 mia kr.

Det er alt for meget, og tiden, hvor bnp-tallene var kongetal og pejlemærke for dansk økonomi, må være endegyldigt forbi.

Så hård er dommen over de danske bnp-tal fra en stribe danske økonomer, efter at Danmarks Statistik pludselig har foretaget en kæmpe revision af bnp-tallene torsdag morgen.

Tiden som kongetal er forbi

Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, mener, at det er et stort problem, at bnp-tallene over en så lang periode har fejllæst aktivitetsniveauet i dansk økonomi.

"Bnp-tallene er historisk blevet anset som et kongetal for dansk økonomi, og dermed en facitliste over den økonomiske tilstand. Den position bør bnp-tallene endegyldigt fratages oven på de seneste års massive opjusteringer," siger Tore Stramer.

Han tilføjer:

"En så entydig undervurdering af opsvingets styrke er ikke ufarlig og kan føre til en fejlagtig økonomisk politik. Løsningen er helt naturligt, at der i endnu højere grad end tidligere skal fokus på mere håndgribelige nøgletal som beskæftigelsen i vurderingen af aktivitetsniveauet i dansk økonomi,"

Vækst er løftet fra 1,5 til 2,4 pct. sidste år


Med dagens opjustering er væksten for 2016 løftet fra 2,4 til 3,2 pct, væksten i 2017 er sænket en anelse fra 2,3 til 2 pct., men så er væksten igen buldret langt mere frem end ventet i 2018, hvor den er opjusteret fra 1,5 til 2,4 pct.

Det giver et bnp-niveau, der ligger hele 23 mia. kr. over det, vi hidtil har troet.

Men det er som nævnt ikke første gang, bnp-tallene har fået en ordentlig tur opad efter et nærmere tjek i Danmarks Statistik.

Tre opjusteringer på i alt 93 mia kr

I november 2016 blev bnp-væksten løftet kraftigt for årene 2013 til 2015 med hele 42 mia. kr.

Et par år efter, i november 2018, fik bnp-væksten endnu en tur opad for årene 2015 til 2017, så bnp-niveauet i 2017 var 28 mia. kr. højere end ventet.

Og nu er der altså endnu et løft på 23 mia. kr. i bnp-tallene.

Bundlinjen? På tre år er bnp-tallene altså opjusteret tre gange med ialt 93 mia. kr.

"Vildt og uden fortilfælde"


"Det er ganske enkelt vildt og uden fortilfælde i dansk økonomisk historie," siger Tore Stramer.

Også Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, stiller spørgsmålstegn ved, hvad man egentlig kan bruge bnp-tallene til.

"Tallene er de seneste i en lang række af meget store revisioner i opadgående retning. Det er klart, at den meget store usikkerhed gør det svært at analysere dansk økonomi og skaber stor forvirring blandt udenlandske investorer. De gør det også sværere at styre den økonomiske politik i Danmark," siger Las Olsen.

Brug beskæftigelse, løn og inflation som pejlemærker


Han tilføjer dog, at der er andre tal, der kan give et godt overblik over økonomiens tilstand.

"Tal for beskæftigelse, inflation, løn, kreditvækst og andre ting, der er vigtige i forhold til at dosere den økonomiske politik, er ikke ændret," siger Las Olsen.

Politikere med bind for øjnene


Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, peger også på, at de skæve bnp-tal giver politikerne bind for øjnene i finanspolitikken, når de skal dosere trykket på speeder og bremse.

"Dagens revision stiller på ny spørgsmålstegn ved anvendeligheden af bnp - særligt i politisk øjemed. Det er svært at komme udenom, at det ikke er hensigtsmæssigt, at man på bagkant kan blive så meget klogere på, hvordan det går i økonomien," siger Jeppe Juul Borre.

Og de danske virksomheder, som Danmarks Statistik tilsyneladende har svært ved at måle? De forstår faktisk godt, at det er svært.

Svært at måle det internationale

"Opjusteringen skyldes især nogle internationale aktiviteter, der vedrører dansk know how, patenter og lignende. Disse aktiviteter kan være vanskelige at måle og nemme at overse i det samlede regnestykke. Derfor ser vi gentagne revisioner," siger Morten Granzau, cheføkonom i DI.

Han tilføjer:

"Hvis vi skal sikre et bedre billede af dansk økonomi, skal vi rette fokus mod aktiviteterne i Danmark og rense tallene for en række internationale aktiviteter.