Topøkonom: Markedet undervurderer Trumps toldkrig - hurtigere og hårdere recession er på vej

369443_16_9_large_747.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
24. sep 2018 KL.15:53

Aktiehandlerne på Wall Street laver high-fives, mens de amerikanske aktier sætter nye rekorder dag efter dag.

Men markederne tager alt for let på Trumps toldkrig mod Kina og resten af verden, hvor en ny amerikansk 10 pct. told på kinesiske varer for 200 mia dollar trådte i kraft så sent som i dag.

Det vurderer den danske topøkonom Erik Nielsen, der er cheføkonom i den italienske storbank Unicredit.

Faktisk er der allerede kurs mod en mild recession i USA indenfor to år, og hvis man lægger den eskalerende toldkrig oveni, så vil recessionen komme hurtigere og hårdere, lyder analysen.

Vil tynge USA og resten af verden nedad

"Jeg mener, at Trumps forvirrede politik er noget, markederne undervurderer. Dårlig politik fører til dårlige regler, og det vil tynge både USA og den globale vækst nedad," siger Erik Nielsen.

Han understreger, at med det blus, der er på amerikansk økonomi så sent i konjunkturcyklen, er der kurs mod en nedtur, hvor væksten allererede begynder at fade ud omkring midten af 2019.

"Udrulningen af straftold fra USA, og gengældelsen fra andre lande øger klart risikoen for et stejlere fald ned i en dybere recession," siger Erik Nielsen.

Fald på 2,5 pct


Han henviser til, at ECB har beregnet, at hvis USA lægger en told på 10 pct. på al import, og dets handelspartnere besvarer ilden ved at lægge en 10 pct. told på amerikanske varer, så vil USAs vækst dykke med 2,5 pct det følgende år - vel at mærke ud over den nedtur, der i forvejen ligger i kortene.

"Det ville med sikkerhed sænke USA ned i en markant recession. I sådan et scenarie ville det globale bnp falde med 1 point til en vækst på omkring 2,5 pct. - eller tæt på det, der bliver betraget som en global recession," siger Erik Nielsen.

I dag var en milepæl i den forstand, at Trumps nye told på 10 pct. på kinesiske varer for 200 mia. dollar trådte i kraft, og satsen vil flyve op på 25 pct. efter nytår, hvis der ikke ligger en underskrevet handelsaftale med Kina på bordet.

Dermed er der lagt amerikansk straftold på varer for ialt godt 250 mia dollar, for der var allerede gennemført en runde på alt fra stål og aluminium til vaskemaskiner og solceller fra Kina og andre lande for godt 50 mia dollar.

Og der er mere på vej.

267 mia dollar ekstra


"Hvis Kina gør gengældelse mod vores landmænd og andre industrier, vil vi øjeblikkeligt følge fase tre, som er told på yderligere import fra Kina for omkring 267 mia dollar," sagde Trump forleden.

Det vil dermed være hele den kinesiske eksport til USA på 505 mia dollar, der er ramt.

Kina har på sin side sagt, at man vil forsvare sig og gøre gengæld, og Kina har nu aflyst planlagte forhandlinger med Trump-administrationen i Washington.

Nu har Kina annonceret 5-10 pct. told på import af amerikanske varer for 60 mia dollar, så amerikanske varer for ialt 110 mia dollar nu er ramt.

Det er størstedelen af den samlede import fra USA på 130 mia dollar, så fremover er Kina nødt til at tage mere ukonventionelle våben i brug for at følge med i våbenkapløbet.

Ubekymrede markeder

Alligevel ser markederne ikke ud til at bekymre sig synderligt, og det undrer Erik Nielsen sig over.

"Det er måske, fordi investorerne tænker, at det stadig er i småtingsafdelingen, og at det hele vil føre til lavere toldsatser og friere handel en dag. Jeg er uenig. Denne optrapning indebærer en klar risiko for et hurtigere og skarpere dyk i økonomien, og det er endda før protektionismen kommer ud af kontrol," siger Erik Nielsen.

Han betegner Trumps retorik om handelspolitik som naiv og blottet for den mest basale forståelse for, hvordan globale handelsmønstre ser ud.

Job i USA og andre lande er sårbare

"Verden er et temmelig forbundet sted i disse dage via virksomhedernes værdi- og leverandørkæder. Lad os tage produktionen af en iPhone. Idé, design, marketing og branding kører via USA, mens selve produktionen sker i taiwanesiske fabrikker i Kina, men der er komponenter fra mange forskellige lande som Japan, Sydkorea og Tyskland," siger Erik Nielsen.

Han fortsætter:

"Kun 63.000 ud af de mere end 750.000 ansatte, der er med i den globale værdikæde bag en iPhone i Kina, arbejder rent faktisk i Kina."

Nye runde straftold allerede i denne uge

Allan von Mehren, chefanalytiker i Danske Bank, vurderer, at der er en klar risiko for yderligere eskalering af konflikten, og at Trump gennemfører ekstra told på yderligere varer for 267 mia dollar.

"Indtil videre har Trump gjort alvor af alle de trusler, han er kommet med mod Kina, og da der ikke er nye forhandlinger på vej, kan vi meget vel se en annoncering fra Trump allerede i den her uge," siger Allan von Mehren.

Der vil sikkert være en høringsperiode, så det først træder i kraft i november eller december - eller måske først i januar, så de amerikanske forbrugere ikke får et prissmæk midt i julehandelen.

Droppede licenser og boykot

Og så afsikrer Kina de ukonventionelle våben, de har.

"Der er ikke flere varer fra USA at lægge told på, men Kina har en række andre midler, de kan ty til. For det første kan de gøre livet surt for de tusindvis af amerikanske virksomheder i USA ved at stoppe for nye tilladelser til licenser og forsinke toldbehandling af varer," siger Allan von Mehren.

Han fortsætter:

"For det andet, kan vi også komme ind i en fase, hvor kinesiske forbrugere begynder at opfordre til boykot af amerikanske varer. Det har man set tidligere i konflikter med både Sydkorea og Japan. Da relationerne med Sydkorea blev forværret sidste år, så man blandt andet tidligere kinesisk model Yang Bingyang opfordre hendes 2,7 millioner følgere på det sociale medie Weibo til at boykotte sydkoreanske varer. Bilproducenten Hyundai så en halvering af deres markedsandel inden for en måned."

Amerikanske sojabønne-farmere truet

Og det kan være uhyre effektivt. Kina er nu et større marked end det amerikanske marked for mange amerikanske virksomheder, blandt andet General Motors.

Derudover kan Kina ramme de amerikanske producenter af sojabønner ved at ændre på sammensætning af foder til grise.

"Kina kan ifølge eksperter mindske soya-andelen i foderet til grise fra 20 pct. til 12 pct., uden at det påvirker grisenes vækst. Det vil svare til 82 pct. af Kinas soja-import fra USA. Det vil ramme USA's 300.000 sojabønne-farmere hårdt og afskære dem fra, hvad der er det hurtigst voksende marked for sojabønner i verden," siger Danske Banks kina-specialist.

Flytter køb af fly og energi til andre lande


En fjerde kinesisk hammer er at flytte efterspørgslen på for eksempel energi og fly til andre markeder.

"Boeing øgede så sent som denne måned deres prognose for Kinas køb af nye fly over de næste 20 år til 7690. Boeings værste konkurrent Airbus kan meget vel få en stigende andel af den efterspørgsel, hvis USA fortsætter handelskrigen," siger Allan voh Mehren.

Han understreger, at Kina selvfølgelig også kan vælge at hæve toldsatserne på de amerikanske varer, som de allerede har lagt told på.