Søvndal: Israel provokerer

Politik
Eksklusivt for kunder
10. okt 2011 KL.19:48

Udenrigsminister Villy Søvndal siger i forbindelse med sit første møde med kollegerne i EU, at der langt fra bliver tale om dansk enegang, hvis Danmark anerkender en palæstinensisk stat.

Søvndal understreger, at han foretrækker europæisk enighed. Men at den nye danske regering er klar til at anerkende Palæstina, hvis ikke det lykkes at komme videre med det aktuelle forsøg på at få gang i israelsk-palæstinensiske forhandlinger i FN-regi.

I den forbindelse langer udenrigsministeren voldsomt ud efter Israel, der den forløbne uge har insisteret på sin ret til at fortsætte udvidelsen af bosættelser. Han kalder Israels melding "stærkt skadelig".

"Det er en provokation midt i et forhandlingsforløb at starte en ny omgang bosættelser,D siger han.

"Der er forlydender om, at der er endnu en omgang på vej. Hvis det er rigtigt, er det i ekstrem grad med til at besværliggøre tilliden mellem parterne," siger Søvndal.

Udenrigsministeren vil ikke sætte en dato på, hvornår hans og de danske regeringspartneres tålmodighed er brugt op.

Men han siger, at Israels regering og det palæstinensiske selvstyre har fået en måned til at sætte en tidsramme for forhandlinger.

Hvis ikke det lykkes, og hvis EU til den tid stadig ikke har en fælles holdning, er Danmarks holdning klar.

"Skulle det komme til et punkt, hvor EU står splittet, så vil vi være at finde blandt de lande, der vil støtte en opgradering af palæstinenserne i FN."

"Det er i mit klare indtryk, at et solidt flertal af EU-landene så vil støtte anerkendelsen af en palæstinensisk stat," siger Søvndal, som ikke ser noget problem i, at Danmark i så fald går lodret imod USA's politik.

"Sådan er det jo i international politik. At man støtter de synspunkter, der er rigtige," siger udenrigsministeren.

/ritzau/