SF-leder: Baglandet med på ny Søvndal-kurs

Politik
Eksklusivt for kunder
08. jan 2012 KL.11:14
SF's bagland støtter formand Villy Søvndals nye reformkurs, der betyder svære prioriteringer og hårde effektiviseringer af den offentlige sektor.

Det vurderer Poul Overlund-Sørensen, medlem af SF's landsledelse og kommunalpolitiker på Bornholm.

"Det er min oplevelse, at der er fuld opbakning til en ny reformkurs. Hvis man er venstreorienteret, forholder man sig ansvarligt til økonomien", siger han.

Han frygter ikke, at reformkursen vil blive tolket som en højredrejning af partiets politik.

"Det nytter ikke at sige, at det vil vi ikke røre ved. Når man skal have en økonomi til at hænge sammen, kommer man også til at ramme grupper, man nødigt vil ramme", siger Poul Overlund-Sørensen.

Villy Søvndal skriver lørdag i en kronik i Berlingske, at hvis vi skal rette blikket mod at forny det danske samfund, så er vi nødt til at lave prioriteringer, der er hårdere, end vi har været vant til.

Han lægger op til nye reformer af arbejdsmarkedet og et opgør med bureaukrati på "samtlige niveauer".

"Det er altid helhedsbilledet, der er afgørende for, om man i sidste ende går ind i en økonomisk aftale. Villy Søvndal har rigtig fokus på, hvad helhedsbilledet skal være", siger han.

I kronikken gør Villy Søvndal det til en venstreorienteret dyd at udvise "mådehold" og føre "en overansvarlig" økonomisk politik baseret på "omprioriteringer" frem for en udvidelse af det offentlige forbrug.

Landsledelsen vil i den næste månedstid tage rundt til baglandet for at lytte.

"Ingen tror, de kan få alt. Derfor tager vi nu ud lokalt, snakker prioriteringer og lytter", siger medlem af landsledelsen Vibeke Rosenørn.

/ritzau/