Samuelsen om Løkkes store velfærdsløfte: Jeg er skuffet - men ikke overrasket

381156_16_9_large_64.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
08. maj 2019 KL.17:07

Lars Løkke Rasmussens løfte om at bruge 69 mia. kr. på offentlig velfærd frem mod 2025, er i direkte modstrid med, hvad hans regeringspartner i Liberal Alliance går til valg på.

"Jeg er skuffet, men ikke overrasket," konstaterer partileder Anders Samuelsen (LA), som selv går til valg på at spare på det offentlige forbrug.

"Problemet er, at det hele nu bliver en kamp om, hvem der kan bruge flest penge på det offentlige, i stedet for en kamp om, hvem der kan bruge dem mest intelligent," siger han og lægger vægt på, at Lars Løkke Rasmussen samtidig lægger beslag på stort set hele det råderum, LA gerne vil prioritere til at lette skatten.

"Det er meget kedeligt, for han vil jo bruge alle de penge, borgerne har betalt for meget i skat, og som de egentlig burde have tilbage. Det er de penge, Lars Løkke Rasmussen bruger nu. Det er borgernes penge, og det er vi meget imod," siger Anders Samuelsen.

Hvis I kommer med i en regering efter valget, vil vi så få et lavere offentligt forbrug, end Lars Løkke nu lægger op til?

"Den kamp kommer vi til at tage. Vi har vores holdninger og bud på, hvordan det her land skal drives. Den stemme, som vil mangle, hvis vi ikke er der, vil være den stemme, der sagligt prøver at argumentere for, at det her ikke skal være et kapløb om at bruge flest penge i den offentlige sektor, men hvordan vi bruger de penge, der er, smartest muligt og samtidig giver danskerne flere penge gennem skattelettelser."

Statsministeren kalder jo det her et løfte. Betyder det så ikke også, at du nu vil arbejde for, at din egen statsminister begår løftebrud?


"Det går jeg ikke så meget op i. Ikke oven på historien om løfter og ultimative krav osv. Det må folk selv ligge og rode med. Jeg kan fortælle, hvad der er vores politik, og så skal Venstre vel også kunne tælle til 90 mandater efter et valg."

VLAK går til valg samlet

Både S og DF vil jo bakke op om det her, så hvordan i alverden vil I komme igennem med jeres politik efter et valg?

"Det er jo sådan, at den her regering går til valg samlet. Den går jo ikke af, så længe der ikke er flertal imod den. Alle regeringspartier skal være enige, før vi ændrer kursen. Lars Løkke kan ikke bare ændre den, uden vi er enige."

Men så kan Lars Løkke vel smide jer ud af regeringen?

"Nej, det kan han ikke. Det kræver, at der skal være en dronningerunde, og statsministeren har jo lovet og sagt, at han vil fortsætte den nuværende regering."

Når du nu har en helt anden politik, end den statsministeren lægger op til, hvorfor tager du så ikke dit gode tøj og går ud af regeringen?

"Fordi jeg i det første halvandet år af den her valgperiode var uden for regering. Mens jeg i de sidste to et halvt år, jeg har været i regering, har fået meget mere ud af det. Der er kommet langt større skattelettelser, efter vi er kommet i regering."

Er der overhovedet et punkt, hvor Venstre kan spille ud med noget, der får dig til at sige: Nu kan vi ikke gå med til det mere?

"Nej, for vi har det samme slogan som i sidste valgkamp: Ingen lover mindre end os," siger Anders Samuelsen og lægger op til, at næste valgperiode nu kan ende lige så tumultarisk som den sidste.

"Det her er jo et billede på, hvorfor hele den sidste valgperiode er blevet betegnet som uskøn. Det er jo, fordi vi har noget at slås om. Der er nogen, der vil noget helt andet end os - også internt i regeringen. Og det er sådan det er, men det er også derfor, vi skal være der," siger han.