S frygter historiske nedskæringer

Politik
Eksklusivt for kunder
13. dec 2010 KL.11:45
Socialdemokraterne frygter, at regeringen lægger op til en "historisk opbremsning i det offentlige forbrug".

Frygten skyldes, at VK-regeringen efter genopretningspakken i august 2010 forventede en svag stigning i det offentlige forbrug på 0,6 procent i 2011. Men i den nye økonomiske redegørelse lægger regeringen nu op til minusvækst på 0,3 procent.

"Det er helt tydeligt, at konsekvenserne af regeringens ufinansierede skattelettelser er en historisk opbremsning i den offentlige sektor," siger Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov.

Han mener, at regeringens nulvækststrategi vil komme til at gå ud over mange almindelige serviceområder.

"De offentlige ansatte, som i disse uger siger farvel til gode kolleger, kan godt begynde at forberede sig på, at det nu kan blive deres tur. Pædagoger, lærere, sygeplejersker og andre offentlige ansatte kommer til at mærke konsekvensen af regeringens politik," siger Morten Bødskov.

I kroner og øre er der i år brugt fem milliarder kroner mere, end forventet, hvilket svarer til en vækst på en procent.

I 2012 forventer regeringen, at væksten bliver på 0,3 procent mod 0,5 procents fremgang, som regeringen regnede med i august.

/ritzau/