Regeringen opgiver at sænke arveafgiften: "Vi er hamrende ærgerlige"

367949_16_9_large_376.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
28. aug 2018 KL.16:53

Arveafgiften bliver ikke sænket i den kommende finanslov.

Det har ellers været topprioritet for både Liberal Alliance og De Konservative at få lettet afgiften i finansloven, ligesom finansminister Kristian Jensen (V) gerne ser den sat ned.

Men VLAK-regeringen må skyde en hvid pil efter at spille ud med en lettelse i sin finanslov, der offentliggøres torsdag.

Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, har nemlig smækket døren i og udtrykkeligt forklaret regeringen, at støttepartiet ikke ønsker at være med. Det fortæller Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen.

"Vi har i forbindelse med finansloven fået et meget klart signal fra DF om, at der ikke vil blive taget godt imod det, hvis regeringen spiller ud på noget med arveafgiften," siger Joachim B. Olsen.

Han lægger ikke skjul på sin ærgrelse over forløbet, hvor flere medier i foråret beskrev en samlet blå blok, der åbnede for et opgør med afgiften.

Det gør De Konservative heller ikke.

"Vi er hamrende ærgerlige over, at det ikke er lykkedes at få det til at blive en del af finansloven. Men det har ikke været muligt. Vi har måttet lytte til de politiske signaler, der er blevet sendt fra vores støtteparti Dansk Folkeparti," siger partiets finansordfører Anders Johansson.

I dag lyder bo- og gaveafgiften også kaldet arveafgiften på 15 pct. for private, mens regeringen og Dansk Folkeparti i 2016 aftalte gradvist at sænke arveafgiften for virksomheder til fem pct. i 2020.

Regeringen har ligeledes en ambition om helt at fjerne afgiften for virksomheder i 2025, ligesom det altså har været håbet at kunne sænke afgiften for private i finansloven. 

Skatteministeren bekræfter


Skatteminister Karsten Lauritzen (V) bekræfter over for Børsen, at arveafgiften ikke er en af de afgifter, regeringen har tænkt sig at ændre i finanslovsudspillet torsdag.

"Som skatteminister har jeg med den sidste finanslov inden et folketingsvalg mest kig på, hvad der er bred opbakning til, og hvad vi kan gennemført. Jeg ønsker ikke en lang opslidende debat, jeg ønsker at se resultater," siger han.

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup tager meldingen med en vis tilfredshed.

"Det er kun godt, at regeringen på forhånd har forstået budskabet. Der har været rigeligt med sager, hvor der har været åbne skænderier, og hvor et bestemt parti er kravlet op i indtil flere træer. Det skulle nødigt ende sådan i forhandlingerne om finansloven igen," siger han.

LA og K vil kæmpe videre for sænkelse

Fra både LA og De Konservative lyder det, at de vil fortsætte kampen, selvom en sænkelse af arveafgiften i denne omgang ikke lader til at blive en realitet.

"Vi bliver ved med at kæmpe for det hver eneste gang, der byder sig en mulighed. Det har så ikke kunnet lade sig gøre denne gang, men næste gang muligheden kommer, vil vi byde os til igen. Vi synes, det er en meget urimelig dobbeltbeskatning på dødsfald i familien. Det er dybt uanstændigt," siger Anders Johansson.

Hos Liberal Alliance vil Joachim B. Olsen i første omgang rette sit fokus mod andre afgifter i den kommende finanslov.

"Dem er der trods alt også mange af, som vi gerne vil have sænket. Det vil vi prøve at finde enighed omkring. Men det ændrer ikke på noget i vores kamp for at få nedsat eller fjernet arveafgiften," siger han.

Finansordføreren fortæller, at man i partiet havde håbet og forventet at kunne finde fælles fodslag med DF om at sænke arveafgiften på den kommende finanslov. Da emnet var oppe tidligere på året fornemmede de nemlig en vilje fra netop DF til at kigge på afgiften.

"Det blev i vores øjne modtaget positivt. Det var vi meget glade for, og vi tænkte, at her har vi en fælles borgerlig sag. Men sådan er det nogle gange i politik. Der er vinduer, der lukker. Det her har Kristian Thulesen Dahl så lukket nu, men der vil komme andre vinduer senere. Så vi fortsætter med at have sænkelsen af arveafgiften som en af de allerhøjeste prioriteter," siger Joachim B. Olsen.

Peter Skaarup mener omvendt, at Dansk Folkeparti har været ganske konsistent i sin holdning til arveafgiften.

"Det er ikke sådan, at vi ikke vil være med til at sænke afgifter, hvis der er råd til det. Men vi har hele tiden gjort det klart, at en nedsættelse eller fjernelse af arveafgiften ikke lige er på vores top-10 eller top-20 over afgiftsønsker," siger han.