Redaktør: Uhørt at Trump støtter Putins nej til valgindblanding

365799_16_9_large_710.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
16. jul 2018 KL.20:13
Skal man kåre en vinder af det topmøde, der fandt sted mandag mellem USA's præsident, Donald Trump, og den russiske leder, Vladimir Putin, ville sidstnævnte løbe med sejren.

Det konkluderer udenrigsredaktør på netmediet Kongressen.com, Philip Christian Ulrich.

Putin har fået lige præcis det, han ville have, lyder det fra USA-kenderen.

"Det er en sejr for ham, at han bliver behandlet som en ligemand. Og så har han lige pludseligt et videoklip af USA's præsident, der står og lægger afstand til sine egne efterretningstjenesters konklusioner af Ruslands indblanding i valgkampen," siger han.

En ret uforståelig kommentar

Da de to ledere mødte pressen efter mødet, kredsede flere af journalisternes spørgsmål om Ruslands indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Her blev Trump spurgt til, om han stolede mest på sine efterretningstjenester eller Putins benægtelse af russisk indblanding i præsidentvalget i 2016.

"Det er helt uhørt. Han står faktisk og bakker Ruslands præsident op i afvisningen af, at Rusland skulle have prøvet at blande sig. Han siger direkte, at han slet ikke kan se, hvad Rusland skulle have ud af det. Det er en ret uforståelig kommentar i betragtning af de massive beviser, der er for, at Rusland prøvede at blande sig," siger Philip Christian Ulrich.

Det er ifølge redaktøren meget besynderligt, at en amerikansk præsident ikke bakker sine egne efterretningsfolk op.