Professor: Thorning kun til tops fordi hun er kvinde

256154_16_9_large_26.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
18. apr 2013 KL.11:37
Havde Helle Thorning-Schmidt (S) været en mand, var hun ikke kommet i nærheden af statsministerposten. Så hård lyder beskyldningen fra professor ved Københavns Universitet Hans Bonde.

I sin nye bog ”Fordi du fortjener det” skyder Hans Bonde med skarpt mod statsministeren. Det skriver Berlingske.

”For det politiske liv er det vigtigt, at en statsminister har stærk erfaring fra erhvervslivet og/eller bestredet helst tunge ministerposter og i det allermindste været toneangivende medlem af Folketinget. Alt dette savnes hos Thorning,” lyder det ifølge Berlingske fra Hans Bonde, der fortsætter:

”Og det er helt umuligt at forestille sig, at en mand med så pauvre erfaringer og så lidt hærdning af succes og nederlag kunne blive statsminister.”

Kvinder får topposter


Det er ikke kun Helle Thorning, der står for skud i bogen. Hans Bonde langer ud efter hele ligestillingsdebatten, som han mener har resulteret i en tendens til at favorisere kvinder i forhold til samfundets topposter.

”Jeg advarer mod, at samfundet bliver mindre effektivt, hvis vi begynder at udvælge ikke på grund af kvalifikationer, men med baggrund i køn. Ligestillingsbegrebet har ændret sig fra at handle om lighed bag startsnoren til at handle om lighed ved målstregen,” siger Hans Bonde til avisen.