Powell: Ser fortsat løn- og jobvækst i USA

395982_16_9_large_975.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
12. feb 2020 KL.20:03

For anden dag i træk vidnede Jerome Powell, formanden for den amerikanske centralbank, for Kongressen i USA, og chefen for Federal Reserve (Fed) slog igen en positiv tone an omkring landets økonomi.

- Der er ingen grund til, at den nuværende situation med lav arbejdsløshed, stigende lønninger, høj jobskabelse... der er ingen grund til, at det ikke skulle kunne fortsætte, sagde Jerome Powell i Senatets bankkomite, ifølge Reuters.

- Der er intet ved denne økonomi, som er ude af kurs eller i ubalance.

Væksten i timelønningerne i USA er for tiden på 3 pct., mens arbejdsløsheden ligger omkring 3,6 pct., og den løbende jobskabelse formår at opsuge væksten i landets arbejdsstyrke.

Jerome Powell fremhævede dog også nogle områder, hvor USA's økonomi halter efter andre udviklede lande, herunder ligheden i samfundet og en lavere grad af deltagelse i arbejdsstyrken, og formanden for centralbanken pegede på, at et lavere uddannelsesniveau er årsagen til det.

Den voksende statsgæld fik også kritik.

- Jeg vil sige, vær bekymret nu.

- Hvad, det betyder, er, at om 20 år... vore børn vil bruge de skattedollar på at servicere gælden snarere end på de ting, de reelt har brug for.

Den amerikanske statsgæld har passeret 22.000 mia. dollar, og præsident Donald Trump har i denne uge igen lagt et budgetforslag med en samlet balance på 4800 mia. dollar og med underskud frem.

/ritzau/FINANS